Så gik den ikke længere. 337 år er der gået, siden biskop Hans Bagger i 1686 fik indført det, der dengang hed ”ekstraordinær almindelig bededag”, men nu er det slut.
Klumme af Per Bonde
Også i 1686 var det et overgreb på den almindelige danskers mulighed for et fritidsliv, idet den ekstraordinære almindelige bededag medførte nedlæggelse af et antal små bods- og helligdage. Formålet var også den gang, at den almindelige dansker skulle arbejde lidt mere til gavn for de herskende klasser.
10 helligdage blev afskaffet
Mange – inklusiv mig selv – har lidt af den misforståelse, at det var Christian VII's livlæge Johann Struensee, der indførte Store Bededag – det var det altså ikke. Han lod den overleve helligdagsmassakren i 1770, hvor 10 af de dengang 22 faste helligdage blev afskaffet, igen for at danskerne skulle arbejde lidt mere. Det viste sig måske at være lidt for groft, for der var ikke mange, der begræd, at Struensee senere helt tabte hovedet. Det medførte dog ikke, at fridagene blev genindført, for den ekstra arbejdsindsats passede meget fint i magthavernes lommer.
Struensee var en pilfinger!
Struensee tabte nu ikke hovedet på grund af helligdagsmassakren, men mere som følge af en tidlig MeToo-affære, da han ikke kunne holde fingrene fra dronning Caroline Matilde – men det er en helt anden historie.
Nu ryger der så igen en helligdag. Det var vist kun Mette, Lars og Jakob, der syntes, det var en god idé – men igen er det magthaverne, der bestemmer. Det kan godt være, de syntes, der var for mange helligdage i foråret, men så kunne man jo have kigget til Norge før 1950.
Norge fik en rigtig god idé
I Norge fik man den ekstraordinære almindelige bededag sammen med os danskere i 1686. Deroppe syntes man åbenbart også, at der var for mange helligdage i foråret, og derfor flyttede man i 1915 Store Bededag til fredag før Allehelgens dag. Se, det var der da lidt perspektiv i. Desværre stod nordmændene allerede i 1950 og manglede penge, og derfor røg Store Bededag i statskassen.
Danskerne bor i et lykkeligt åndehul
Danskerne er blandt de lykkeligste folk i verden. Det er vi blandt andet, fordi vores dagligdag er stabil, vi kender og holder fast i vores traditioner, og vi ser frem til vores helligdage, der giver et afbræk i vores hverdag. Det betyder noget med den slags åndehuller, hvor vi kan få tanket op, så vi er klar til hverdagene.
Livsglæden forsvinder med Store Bededag
Der er ingen tvivl om, at vi mister livsglæde, når Store Bededag forsvinder. Og når livsglæden bliver mindre, smitter det også af på hverdagene og vores arbejdsglæde.
Ingen tvivl om at økonomerne har ret i, at der formentlig kommer lidt flere penge i statskassen ved at afskaffe Store Bededag, men er der nogen, der har regnet på, hvad det ville have givet af ekstra livsglæde at flytte Store Bededag til efteråret i stedet for at afskaffe den? Jeg kan sagtens forestille mig, at det ville have givet mere i statskassen at flytte Store Bededag i form af øget livs- og arbejdsglæde end at afskaffe den.
Jeg vil derfor opfordre til, at Store Bededag genindføres – blot i slutningen af oktober eller starten af november – så scorer Mette, Lars og Jakob (hvis han kommer tilbage) kassen.
Derudover er det vel på tide, at vi danskere får lidt balance i helligdagsregnskabet. Indtil videre er det gået den forkerte vej.
