
Lars Jensen
Byrådsmedlem for Venstre i Horsens
DEBAT - Som lokal Venstremand er jeg godt tilfreds med den seneste udvikling i ventetiderne, som er faldet markant med 9 dage – fra 47 til 38 dage. Det går den rigtige vej, og vi skal fastholde den positive udvikling, så endnu flere borgere i Horsens Kommune kan komme hurtigere til behandling eller undersøgelser, end vi ser i dag.
Af Lars Jensen
Byrådsmedlem for Venstre i Horsens
Det nære sundhedsvæsen skal styrkes?
Men er det en nem opgave?
Bestemt ikke – og vores største udfordring, hvis du spørger mig, er at sikre, at vi har nok praktiserende læger i det nære sundhedsvæsen. På den måde undgår vi, at vores hospitaler bliver overbelastede. Det nære sundhedsvæsen bliver en afgørende faktor for, at det hele lykkes. Det kræver mere fokus på forebyggelse samt hurtigere og mere sammenhængende behandlingsforløb, så mindre sygdomsproblemer ikke udvikler sig og ender med at kræve omfattende behandling i det specialiserede hospitalsvæsen.
En af Venstres hovedprioriteter
Mens Venstre har siddet i regering, er den gennemsnitlige ventetid på sygehusbehandling faldet fra 47 til 38 dage. Det er blandt andet et resultat af akutplanen, som vi gik til valg på (kilde: Danske Regioner).
Da Venstre gik i regering i 2022, var en af vores absolutte hovedprioriteter at nedbringe ventetiden på operationer og anden behandling på sygehusene. Ventetiden havde i de foregående år været alt for lang og var stigende. Omkring regeringsdannelsen toppede den med et gennemsnit på 47 dage.
Borgere i Horsens, der venter på f.eks. en operation, kan opleve stærke smerter og nedsat livskvalitet. Og jo længere ventetiden er, desto længere skal man ofte være sygemeldt. Derfor satte vi som regering et ambitiøst mål med akutplanen:
Inden udgangen af 2024 skulle ventetiden være tilbage på niveauet før Corona-pandemien.
Det mål er nu nået. Ved udgangen af 2024 var ventetiden på landsplan igen nede på 38 dage – til stor gavn for borgerne i Horsens Kommune.
Stor tak til det samlede sundhedspersonale
Sundhedspersonalet på sygehusene fortjener en stor tak. De har knoklet for at nedbringe og normalisere ventetiden, og det må vi endelig ikke tage for givet.