Egebjerg-Hansted forsamlingshus lagde hus til fire brødres forrygende udlægning af irsk folkemusik, det kunne ikke blive bedre.
Tekst og foto Per Bonde
Deres optræden var så autentisk, at det var svært at tro, at det var fire danskere, der stod på scenen, men det var det. De hedder Rasmus, Aleksander, Lukas og Jacob, og de er født og opvokset i Holsted, så den er god nok.
Der er en grund til sørgelige sange
De havde i høj grad valgt at spille numre, hvor samfundets svageste var portrætteret med varme og lune, selvom sangene for det meste havde en trist slutning. Sådan er det i Irland forklarede Rasmus – den ældste broder – for her er man af den overbevisning, at når man får dårlige vibrationer gennem hovedet via musikken, tager de alle andre dårlige vibrationer der måtte være i hovedet med, når de igen forlader hovedet.
Alle numre blev ledsaget af et væld af anekdoter dels om sangene, men i høj grad også om brødrenes egne små konflikter. Der blev ikke efterladt nogen tvivl om, at Rasmus er den ældste, og at han mener, han har krav på størst respekt og fremtræder som leder. Det er dog lige så klart, at de tre andre siger pyt, og lader ham stå forrest, så længe de bare får deres vilje, med det de vil. Der er helt klart stor kærlighed mellem de fire.
De har det med hjemmefra
De fire brødre gav en fantastisk koncert med flerstemmig sang, og et væld af instrumenter, der blev håndteret virtuost og med en indleven, der ikke findes bedre i Irland. Som sagt er de pæredanske, men deres forældre havde en meget omtalt pladespiller, der åbenbart næsten udelukkende kunne spille irsk og skotsk folkemusik. Interessen var skabt.
I 2002 kom den kendte irske folkemusiker Denis McLaughlin ind i deres liv, og så var kursen lagt. Med inspiration fra Denis lærte de den irske folkemusik at kende fra bunden, og bandet er nu noget at det bedste af deres art, der findes i Danmark, og de er så småt begyndt at få jobs i udlandet. Dem kommer vi til at høre mere til.
Stor tilfredshed fra arrangørerne
Bente Kjærgård Sørensen fra bestyrelsen tog imod gæsterne i indgangen, og hun var rigtig glad for fremmødet. Som hun siger, er hvert eneste arrangement jo et sats. Heldigvis bliver vores arrangement med Almost Irish et af de rigtig gode, så jeg er glad. Formand Bent Grodt Andersen havde travlt med at hjælpe både gæster og musikere, men også han havde et stort smil på ansigtet og kommentaren – det her bliver fedt, det er sådan noget, der giver lyst til at sidde i bestyrelsen.
