David Holt Olsen, direktør Industrimuseet Horsens.
Refleksioner over "Balladen om kolonihaven": Generationers kollision og samfundets spejlbillede
Klumme af David Holt Olsen,
Direktør Industrimuseet Horsens
Jeg har som mange andre brugt sommeren på at se Balladen om kolonihaven på TV2. Om en aalborgensisk kolonihaveforening, der er ved at gå op i limningen pga. konflikter mellem beboerne.
Konfliktens kerne:
Det kan undre, at en serie om tilsyneladende banale spørgsmål – skal man have leveret et stykke arbejde for at få en grillpølse til fællesarbejdsdagen? Hvor høj skal hækken være? Hvad er en velplejet have? – kan skabe så megen debat. Når den gør det, er det fordi, serien genspiller konflikter mellem generationer, vi også møder andre steder i samfundet.
I Balladen om kolonihaven er der en kamp mellem den ældre generation rundet af aalborgensisk arbejderklasse og den yngre generation med universitetsuddannelser i bagagen, småbørn og fokus på at dyrke egen selvrealisering (ifølge den ældre generation) bag den høje hæk frem for kolonihaveforeningens fællesskab.
Fællesskab og forskel:
De ældre har konservative værdier og kan ikke se værdien i de unges ideer om vilde haver og biodiversitet. De yngre er på den anden side dygtige til at positionere sig som unikke, der tænker ud af boksen. Eller skubber til boksen, som den stress- og depressionsramte Ditte siger i en scene, mens hun laver bevægelser, der skubber til en imaginær boks.
De unge vil også fællesskabet, men møder de op, når der skal handles på idealerne? Så står den ældre generation der alene med slæbet. Hvis fællesskab så til gengæld bygger på store mængder alkohol. Inkarnationen heraf er Fjolle-Keld, der, mens de spiller døde duer ved fælleshuset brøler, at “ja, vi får da en enkelt Tuborg”, mens man kan se bjerget af tomme dåser vokse.
Museets middelklasse-møde:
Det kan jeg delvist genkende fra min udkigspost på Industrimuseet i Horsens: De yngre familier vil have talks og workshops, de ældre foredrag og børneaktiviteter. De yngre vil have interaktivitet, de ældre levende mennesker, man kan tale med. Skal der være røde pølser til museets juleweekend eller håndlavede slagterpølser med fermenterede hvidløg og rosmarin i?
Brobygning mellem generationer:
Man taler i moderne sociologi om, at industrisamfundets gamle middelklasse er blevet opsplittet i en ny middelklasse med lange uddannelser med fokus på selvrealisering og værdier som livsnydelse og en higen efter iscenesættelse af autentiske og unikke oplevelser. Og en gammel middelklasse, der viderefører værdier om pligt og social tilpasning.
Man prøver ikke at skille sig ud og sakker derfor bagud i det senmoderne anerkendelseskapløb om at være unik, hvilket skaber frustration. Det er måske flot sagt, at det er den konflikt, der udspiller sig, når vi skal vælge pølser til museets juleweekend. Men man er nødt til at være opmærksom på forskellene, da vi gerne vil bygge bro og få de forskellige generationer til at interessere sig for hinanden.
På en tur gennem vores lejligheder er den ældre generation eksperterne, fordi de har oplevet 1950’erne og 1970’erne. Men det er den yngre generation, der er eksperter, når de skal aktivere vores interaktive dukkehus i 1950’erne.
Refleksion og forandring:
Den bedste oplevelse får man, når generationsforskellene forvandles til forcer. Det skal vi have meget mere af. Det skulle nemlig nødig ende som i Balladen om kolonihaven.
