Borgerligt valgforbund indgået forud for KV25



Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne i Horsens Kommune har indgået et valgforbund forud for kommunalvalget i november 2025. På billedet ses repræsentanter fra partierne, der ser frem til samarbejdet om at styrke borgerlige værdier i kommunen.

KV25 - Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne i Horsens Kommune har indgået et valgforbund forud for kommunalvalget i november 2025. Målet er at optimere mandaterne for de borgerlige partier og skabe et stærkere grundlag for at gennemføre borgerlig politik i den kommende byrådsperiode.

Af Jørn Kildall

Jakob Bille fra Liberal Alliance ser frem til samarbejdet og understreger, at partierne allerede er i gang med forberedelserne: "Vi ser frem til et tæt og endnu stærkere samarbejde i den blå familie. Vi har allerede taget arbejdstøjet på og glæder os til at føre en borgerlig og liberal valgkamp."

Fælles værdier og samarbejde

Valgforbundet baserer sig på fælles kerneværdier som ordentlighed, frihed og ansvarlighed. Ambitionen er at skabe et borgerligt flertal, der kan fremme politik baseret på disse principper. Forbundet er åbent for dialog med andre borgerlige partier eller lister, der deler lignende synspunkter.

Anders Krojgaard Lund fra Det Konservative Folkeparti fremhæver fordelene ved samarbejdet: "Vi er stolte af at være en del af et stærkt borgerligt valgforbund. Sammen står vi stærkere, og vi glæder os til at samarbejde bredt med partier, der deler vores borgerlige værdier."

Aftale om borgmesterposten

Partierne har aftalt, at det største parti i valgforbundet skal have forhandlingsretten ved konstitueringen efter valget. Målet er at sikre en borgerlig borgmester fra valgforbundet.

Gert Pauli Johansen fra Danmarksdemokraterne understreger, at det ikke handler om personer, men om politisk gennemslagskraft: "Vi er klar til at pege på den kandidat, der kan sikre, at vi får gennemført mest mulig borgerlig politik. Vores udgangspunkt er at støtte en borgerlig borgmester fra valgforbundet."

Partierne deler opfattelsen af, at borgmesterposten ikke er givet på forhånd, men skal tilfalde den kandidat, der kan samle et flertal. "Et kommunalvalg er ikke et præsidentvalg. En borgmester er den, der kan få flertal bag sig. Vi peger på den kandidat, der gør, at vi kan få mest mulig borgerlig politik igennem," lyder det fra valgforbundet.

Fremtiden for borgerlige værdier i Horsens Kommune

Søren Lind fra Nye Borgerlige ser samarbejdet som en mulighed for at styrke de borgerlige stemmer: "Dette samarbejde giver os en unik mulighed for at styrke de borgerlige stemmer i Horsens Kommune. Vi ser frem til at bidrage aktivt til en fælles indsats."

Valgforbundet står samlet i ønsket om at sikre et borgerligt flertal i byrådet og dermed skabe et stærkere fundament for en politik, der sætter borgernes frihed og ansvar i centrum.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024