Covid-lyntest til pædagoger og lærere



(modelfoto)

En lang række medarbejdere i Horsens kommune på børn- og ungeområdet kan blive testet via mobile testenheder.

Allerede fra denne uge vil en række medarbejdere på børn- og ungeområdet i Horsens Kommune blive tilbudt en lyntest for Covid-19. Det betyder, at pædagoger og lærere i kommunens dagtilbud, i specialundervisningen og på socialområdet for børn og unge vil blive tilbudt en corona-test én gang om ugen.

- De private leverandører af kviktests melder, at der er rigelig kapacitet, herunder mobilkapacitet. Den testkapacitet skal vi naturligvis sørge for at udnytte, så vi på den måde kan få bremset smittekæder. Og det glæder mig rigtig meget, at vi har indgået en aftale med Care Link, og at det lige nu tyder på, at vi kan gå i gang med at teste udvalgte medarbejdere på kommunens børne- og ungeområder allerede i denne uge, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Han tilføjer, at man også har bedt om, at der kan foretages kviktest af lærere, som varetager nødpasning på kommunens folkeskoler.

Med den nye aftale om lyntest udvides antallet af kommunale medarbejdere, der testes ugentligt.

I forvejen tilbydes ca. 2.000 medarbejdere på ældre-, sundheds- og socialområdet ugentlige pcr-tests. For medarbejdere på plejecentrene, i hjemmeplejen og i sygeplejen gælder, at de kan blive testet to gange om ugen, mens øvrige medarbejdere på velfærds- og sundhedsområdet kan blive testet en gang om ugen.

Disse tests foregår på to forskellige geografiske placeringer i Horsens Kommune, så de medarbejdere, der er omfattet af testtilbuddet, kan vælge det testcenter, som ligger tættest på deres arbejdsplads.

- Vi følger hele tiden smittetallene meget nøje, og som det gælder alle vores andre indsatser mod Covid-19, kan vi justere vores set-up efter, hvor behovet er størst, siger Peter Sørensen.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024