(Arkivfoto: Arendina Post de Jong)
Tirsdag i sidste uge blev et spændende nyt tiltag føjet til lokalområdets fritidstilbud, da "Bakkelandets Dartklub" blev officielt etableret ved en stiftende generalforsamling i Det Gamle Mejeri i Brædstrup. Initiativtagerne bag klubben har en ambition om at skabe et inkluderende og engageret dartfællesskab til gavn og glæde for lokalsamfundet.
Initiativtagerne, Jakob Nordestgaard Jensen og Klaus Bording præsenterede klubbens mål og visioner under generalforsamlingen. Klubbens målsætning er at fremme dartsporten som en sjov og konkurrencepræget sport i et inkluderende miljø, hvor alle føler sig velkomne og respekterede.
Bakkelandets Dartklub ønsker at være mere end bare en klub for dartentusiaster. De stræber efter at skabe et lokalt samlingspunkt, hvor dart er omdrejningspunktet, men hvor hygge, godt humør og socialt samvær også er i fokus. Uanset alder, køn, erfaring eller ambition skal der være plads til alle i klubben.
En sportsgren med plads til alle
Dartsporten som helhed har i de seneste år oplevet en bemærkelsesværdig stigning i popularitet, både i Danmark og internationalt. Udover en større mediebevågenhed og farverige turneringer med højt profilerede spillere i verdensklasse, kan en del af væksten tilskrives en alsidighed og rummelighed, som er helt unik for dartsporten.
Alle kan være med
Det er en sport, hvor det ikke betyder noget, om du er gammel eller ung, tyk eller tynd, i topform eller kageform, direktør eller førtidspensionist. Den har en helt særlig evne til at forene mennesker og skabe venskaber på tværs af alder, køn, hudfarve og social status.
Dart kan dyrkes i selskab med venner og familie - som hygge eller på konkurrenceniveau. Uanset om man drømmer om at blive danmarksmester eller blot ønsker at have det sjovt med ligesindede, har Bakkelandets Dartklub ambitioner om at skabe de bedste rammer.
(Arkivfoto: Arendina Post de Jong)
En del af noget større
Bakkelandets Dartklub tilstræber et bredt samarbejde med lokale aktører, herunder andre sportsgrene, kulturelle instanser og det lokale erhvervsliv.
Klubben bliver en formel underafdeling af Brædstrup Idrætsforening (BIF). Denne tilknytning giver ikke blot eksponering og mulighed for at nå et bredere publikum, men også adgang til BIF's systemer for medlems- og økonomistyring samt andre fordele.
Medlemskab af DDU giver flere muligheder
Klubben har også taget det skridt at blive medlem af Dansk Dart Union (DDU), som er en del af DGI. Dermed får medlemmer af Bakkelandets Dartklub mulighed for at deltage i DDU's turneringer og stævner, DDU’s træneruddannelser, dartskole og meget mere.
Klubben planlægger at tilmelde hold i både hverdags- og weekendrækkerne, hvilket vil give medlemmerne chancen for at få masser af kamperfaring og gode oplevelser, udvikle deres dartfærdigheder og måske endda høste nogle trofæer, som de selv og klubben kan være stolte af.
For yderligere information om klubben, medlemskab og kommende begivenheder, besøg klubbens hjemmeside på bakkelandet.dk.