Den gamle dame holder sig godt



På industrimuseet i Horsens står hun, fru Eickhoff, anno 1910. Hun gik på pension i 1985 efter at have tjent som trykkerimaskine på Østbirk Avis.

Af Jørn Kildall, redaktør

Jeg skal gerne indrømme at jeg følte historiens vingesus da jeg mødte den gamle dame og jeg blev imponeret over at et 112 år gammelt mekanisk vidunder stadig kører uden at brokke sig.

Ret beset så er fru Eickhoff Københavner og blev født på J. G. A. Eickhoffs Maskinfabrik og Jernstøberi på Vesterbro. Deres speciale var maskiner og udstyr til bogtryk, litografi og bogbinderi.

Maskinen stod i Østbirk og der blev sat løse blytyper på maskinen og det var selvom branchen fra 1970-erne og frem gik bort fra blytyper og over til mere moderne metoder.

Da trykkerimaskinen blev pensioneret i 1985, blev den skænket til Industrimuseet i Horsens, hvor den står i fint selskab med andre flotte maskiner fra det forrige århundrede og her møder man blandt andet maskiner fra Heidelberg. På museet er det er flok tidligere trykkeriarbejdere som holder maskinerne kørende og de kalder sig for Gutenberg Lauget.

Her mødte avisen Hardy og Jan som kunne fortælle om de gamle maskiner og om tiden før det hele blev digitalt. Trykkerimaskinen fra Østbirk Avis kan stadig køre, men man trykker ikke længere på den, da den trænger til nye dele som er ret bekostelige. Men det er stadig muligt at køre papir gennem maskinen, så gæsterne på museet får et indtryk at hvordan fru Eickhoff lyder når de gamle tandhjul, remme og valser atter bliver startet op.

Maskinen var en hurtigpresse og Hardy som kender meget til maskinen, mener at den i topfart ville kunne trykke 4-5000 ark i timen, samt false dem. Det er ikke imponerende sammenlignet med moderne trykkerier, men når man ser på teknik som er mere end 100 år gammel, så kan man ikke undgå at blive imponeret og en anelse stolt.

Lignende artikler

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024