Østbirk-talent vinder DM i hiphop mini



I sin første sæson som danser tog Linea Michaelsen både en DM-pokal og en fjerdeplads med hjem fra danmarksmesterskabet.

Lørdag 19. marts blev der afholdt danmarksmesterskab i showdance og hiphop i en velbesøgt Ryslinge-hal på Fyn. Linea fra Østbirk deltog både i hiphop mini U8 og i hiphop mini duo. I sidstnævnte blev hun sammen med sin dansemakker nummer fire i sin aldersklasse, mens hun altså i hiphop solo ende højest oppe på podiet efter en meget flot præstation i finalen.

En overrasket vinder

Alligevel kom sejren bag på den 8-årige danser.

”Jeg troede slet ikke, at jeg blev danmarksmester, da vi tog afsted hjemmefra. Da de råbte mit nummer op, vidste jeg ikke helt, om de havde sagt forkert. Men det havde de ikke, og så blev jeg helt vildt glad,” sagde Linea Michaelsen om de afgørende sekunder i Ryslinge.

Andenpladsen blev vundet af Silja fra Nakskov, Gry fra Ryslinge fik en tredjeplads, mens Alma La Cour fra Brædstrup blev nummer 4.

Ny som danser

Linea er forholdsvis ny som danser, da hun for kun otte måneder siden begyndte at gå til dans. Her er hun tilknyttet Danseinstitut la Cour i Brædstrup, hvor hun øver sig hver mandag.

”Det er megasjovt at gå til dans. Jeg vidste ikke helt i sommers, om jeg ville starte til dans eller ridning, men nu er jeg godt nok glad for, at jeg valgte dans,” fortæller danmarksmesteren.

Deltagelsen i danmarksmesterskabet var blot anden gang, Linea deltog i et dansestævne. Den første gang var i november 2021 til et julestævne, hvor hun også vandt hiphop solo i hendes aldersklasse.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024