Når skærmene lyser, forsvinder fællesskabet i skyggen. Jeg udforsker, hvordan digitaliseringen ændrer ungdommens forhold til scenekunsten og undersøger, om vi mister den menneskelige kontakt i teknologiens tidsalder.
Klumme af Jørn Kildall
I gamle dage var alt bedre! Da jeg var ung, ”shoppede” man ikke mellem de mange tilbud – der var heller ikke så mange. Nu er det også mere end 40 år siden, jeg var teenager og ung. Der er sket store fremskridt og stor udvikling i disse år.
Fra scenekunst til digital overflod
Jeg arbejder med scenekunst i min fritid og har her kontakt med mange unge, som vil prøve scenen. Her oplever jeg, at det er svært at fastholde de unge gennem længere tid. Der er stor appetit på de mange tilbud, som stilles til rådighed i dag. Så alt skal prøves.
Tabt i datastrømmen
Digitalisering gør, at man får flere tilbud. Men mange informationer drukner i den voldsomme datastrøm, og man får ikke alle med. Før internettet og flere landsdækkende kanaler havde vi en fælles referenceramme. En kanal på tv og et dagblad, samt en række lokalaviser. Ville man i kontakt med andre, måtte man mødes i virkeligheden eller prøve at ringe op – på fastnettelefonen – og håbe, at opkaldet blev besvaret!
Ungdommens teaterpassion
Jeg begyndte med drama/skuespil som teenager i ungdomsskolen, og fordi her var der mange søde piger, fik jeg også smag for at afprøve skuespiltalentet. Masser af improvisation, vi var ikke bange for at afprøve grænserne, mens hormonerne fløj rundt i vores unge kroppe.
Fællesskabets værdi og nutidens udfordringer
Vi lærte, hvad fællesskabet betød. Alle var vigtige, når et skuespil/musical skulle sættes op – ingen kunne undværes. I dag, oplever jeg, at mange yngre forventer et bestemt niveau af service, når de står på scenen, og rampelyset bliver tændt. Man møder ind til prøver – gerne på klokkeslættet eller lidt for sent, og scenen bliver forladt, og turen går ud ad døren, når instruktøren siger tak for i aften.
Ikke en sur gammel mand
Jeg lyder som en sur gammel mand, men sådan forholder det sig ikke. Dette er nogle betragtninger og observationer jeg har gjort gennem flere år – men det er ikke alle unge, som passer på denne beskrivelse, og heldigvis for det.
Digital nærhed og fjernhed
Med de digitale muligheder er vi kommet tættere på hinanden – men også længere væk. Det er nemmere end nogensinde for en bedsteforælder i Danmark at komme i kontakt med børn og børnebørn i hvilken som helst afkrog på vores klode. Samtidig synes flere og flere at være suget ind i de små telefoners skærme og ofte være tabt for omverdenen i længere tid. Det er et paradoks.
Menneskelig komponent i digital kommunikation
Vi er flokdyr og orienterer os i flokken ved hjælp af synet, hørelsen og ikke mindst lugtesansen. Det er meget begrænset med elektroniske kommunikationsmidler. Det er umuligt at aflæse kropssprog og verbale betoninger i en skrevet tekst. Derfor bruger mange emojis eller smileys, for at fortælle, hvad de føler. Det hjælper lidt – men der mangler stadig noget.
Vi kan dele videoer, fotos, illustrationer og tekst elektronisk med hinanden. Det er smart og bekvemt. Men der mangler noget. Den menneskelige komponent.
Når vi er til stede fysisk i det samme rum, bruger vi ikke mange sekunder, før vi har ”læst” rummet og de personer, som befinder sig i det. Det er svært, når man ser på et billede eller deltager i en videokonference. Som teatermenneske, hvor jeg har brugt mere end fire årtier af mit liv som ambitiøs amatør som skuespiller, sanger og regissør, ved jeg, hvor meget de mellemmenneskelige relationer betyder.
Teatrets evige relevans
Når man ser en film i biografen, rammer den ofte mange følelser, og vi kan relatere os til personerne på lærredet. Men når man oplever en teaterforestilling, har man muligheden for at komme helt tæt på de mennesker, som står på scenen. Vi er i samme rum. Man kan mærke personen, og når de er dygtige, kan man føle, hvad de føler. Teater er stadig relevant, men måske kræver det lidt ekstra at sætte sig i salen og lade ægte menneskelige følelser … ligefrem overmande en?
Refleksion over digitaliseringens indflydelse
I klummen har jeg reflekteret over digitaliseringens indflydelse på menneskelige relationer og unges engagement i scenekunsten. Jeg har observeret et skift fra værdien af fællesskab til et konstant søgen efter nye digitale oplevelser, og jeg har påpeget et paradoks: Selvom vi teoretisk er tættere end nogensinde, er vi også mere distancerede, idet den menneskelige komponent i kommunikation går tabt. Jeg understreger teatrets fortsatte relevans for at skabe ægte mellemmenneskelige forbindelser. Samtidig opfordrer jeg til refleksion over nødvendigheden af sådanne forbindelser i en digital tidsalder.
