ØSTBIRK - Sådan står der i et brev, Norlys har udsendt til sine kabel-tv kunder i Østbirk. Det lyder alvorligt, men bare rolig, der lægges fiber ind i stedet for. Du kommer altså ikke til at stå uden internet og tv, det leveres bare på en anden måde.
Af Per Bonde
Da Stofa i 2020 år overtog kunder og kabelnettet fra Østbirk Antenneforening, var der rigelig med båndbredde i nettet, og der kunne opnås hastigheder, der fint dækkede den tids behov. Fra antenneforeningens side vidste man dog godt, at der relativt hurtigt ville blive behov for store investeringer i at udvide båndbredden og give mulighed for større hastigheder, og det vidste Stofa også. Det tidspunkt er så kommet nu.
Kabelnettet lukker – fibernet installeres
I Norlys (tidligere Stofa) har man valgt ikke at opgradere kabelnettet, men derimod at flytte kunderne over på den nyeste bredbåndsteknologi – fiber. På fiber kan der skrues op for båndbredden og hastighed til stort set uendeligt, så brugerne altid vil have rigelig hastighed til fremtidens teknologi, og derudover er der en række andre fordele ved fiber i forhold til kabelnet.
De fleste vil nu spørge – vil det så betyde, at vi skal have haven gravet op? Til det siger Norlys at svaret er nej. Der vil blive skudt et fiberrør under jorden fra fortovet til det sted i huset, hvor fiberen skal føres ind, så det eneste, der skal graves, er et lille hul helt inde ved muren. Du vil i god tid inden blive kontaktet af Norlys, med en grundig orientering om forløbet, og en aftale om, hvornår du kan være hjemme, så fiberen kan føres ind i huset. Først når din fiberforbindelse fungerer, slukkes signalerne på din kabelforbindelse.
Fordele ved fibernettet
Der er i følge eksperterne mange fordele ved fibernettet. Nogle er lidt tekniske og måske nøjagtige, og de er:
- Stort set uendelig hastighed
- Samme hastighed ved up- og download
- Meget stor kapacitet – naboernes brug af nettet forringer ikke din brug af nettet
- Påvirkes ikke af elektromagnetiske bølger – så færre ”atmosfæriske” forstyrrelser
- Hurtigere svartider – vigtig hvis man er gamer, eller har mange onlinemøder.
Herudover er fiberforbindelserne mere miljøvenlige, idet der bruges mindre energi til at drive fibernettet end kabelnettet, og desuden er fiber det, eksperterne kalder en fremtidssikret teknologi, der kan understøtte hurtigere hastigheder og teknologiske fremskridt mange år fremover.
Du kan selv vælge, når du har fiber
I Østbirk har man, via kabelnettet indtil nu udelukkende kunnet vælge Norlys Digital (tidligere Stofa).
Med fibernettet får du adgang til at vælge mellem mange flere udbydere af internet og TV. Så i stedet for kun at kunne vælge produkter fra Norlys Digital, kan man fremover vælge mellem 11 forskellige indholdsudbydere, hvoraf de mest kendte er Yousee, Waoo, Fastspeed og Hiper. De øvrige 7 er måske mindre kendte, men alle leverer de kvalitetsprodukter via fiberen.
Hvor kan jeg se, hvilke udbydere jeg kan få
Klimadatastyrelsen har oprettet en hjemmeside, der hedder www.tjekditnet.dk. Her kan du se hvilke udbydere, der kan levere internet på din adresse. Så gå ind på hjemmesiden, tast din adresse og se, hvad du har at vælge mellem. Det er godt nok blevet fagre nye tider.