En Kæmpearena eller nye daginstitutioner, skoler og plejehjem?



Martin Ravn, Gruppeformand for Venstre og Viceborgmester

DEBAT - Borgmesteren har et nytårsønske. En ny hal med så stor tilskuerkapacitet, at den tiltrække de helt store sportsevents. I et tidligere budget, som borgmesteren henviste til i sin nytårstale, skal der igangsættes en analyse, der undersøger behov og muligheder for at etablere en ARENA med plads til minimum 17.000 tilskuere.

Af Martin Ravn, Gruppeformand for Venstre og Viceborgmester
Borgergade 15B, 8700 Horsens

Det vil da være fantastisk med store sportsevents og hvis det kan lade sig gøre i Horsens kommune, uden at belaste kommunens økonomi, så er Venstre også med på ideen.

Men det kræver et økonomisk realitettjek!

Jyske Bank Boxen blev indviet i 2010 med en tilskuerkapacitet på 12.000-15.000 og kostede 329 millioner kroner. Royal Arena blev indviet i 2017 med en tilskuerkapacitet på 13.000-17.000 og kostede 1,4 milliarder. Københavns kommune og Realdania skød hver 325 millioner kroner i projektet, resten blev lånefinansieret og i efteråret 2024 satte de Royal Arena til salg.

Nu taler borgmesteren altså om et endnu større projekt i Horsens kommune, hvor anlægspriserne siden 2017 er mere end fordoblet. Det vil derudover koste Horsens kommune mindst 15-20 millioner kroner hvert år til drift af kæmpearenaen.

Arenaerne er desuden skabt til store events, som hver gang opbygges og efterfølgende fjernes på de enorme gulvarealer. De er ikke skabt til dagligt brug for de lokale idrætsforeninger.

Hvis en kæmpearena med mindst 17.000 tilskuere skal realiseres i Horsens, kunne det virke oplagt, at placerer den ved Forum Horsens. Det vil også styrke Forums position i konkurrencen om store konferencer og messer. Men det er ikke realistisk. Der er hverken plads til selve hallen eller de mange parkeringspladser, som arenaen vil kræve.

Hvad så med Dyrskuepladsen? Den kan rumme arenaen, ligger rigtig godt i forhold til motorvejen og så er grunden endda kommunalt ejet. Udfordringer her er, at synergieffekten i forhold til Forum Horsens forsvinder og kommunekassen går glip 100 millioner kroner, som et salg af dyrskuepladsen ellers vil indbringe.

Jamen, kan vi ikke bare hive millionerne op af kommunekassen og bygge arenaen?

Nej!

Horsens kommunens likviditet nærmede sig et kritisk niveau i 2023. Eksperter sammenlignede os med Langeland og efterspurgte en forsvarlig økonomistyring.

Borgmester Peter Sørensen varslede kort efter en skatteforhøjelse i budgettet for 2024. Alternativt skulle der gennemføres en kæmpe spareplan, som ville gå ud over vuggestuer, børnehaver, skoler, plejecentre og hjemmehjælpen, meddelte han på Facebook.

Venstre fik gennem forhandling skatteforhøjelsen nedbragt fra 0,4% til 0,3%. Samtidig fik vi indskrevet i budgetaftalen, at skatten skal sænkes igen, når Horsens kommune er gældsfrie i 2029. Venstre står vagt om økonomien i Horsens kommune. Det er ikke Venstres ønske, at der skal investeres et enormt kommunalt millionbeløb i en kæmpearena med plads til flere end 17.000 tilskuere og på den måde gøre kommunens økonomi usikker igen.

Vi ønsker en kommune, hvor børn trives i velfungerende daginstitutioner og går i moderne skoler med nye faglokaler, klasseværelser og toiletter. En kommune, hvor vores ældre medborgere, som har brug for støtte og omsorg, kan bo i tryghedsboliger eller på hyggelige plejecentre.

Hvad ønsker du?

Martin Ravn

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024