Erik Rasmussen, Yding, kører hestevogn i Østjysk Køreselskab og kalder det ren afslapning.
Af Gudrun Andreasen
Ih, hvor det går. I rask trav. Rundt i skovene omkring Jensgård ved Glud. Tidligere i efteråret var det rundt omkring Tinnet Krat, og før det – i august - var det i skovene mellem Dørup og Fuldbro Mølle.
Vi er nemlig passager i hestevognen, som Erik Rasmussen, Yding, gæstfrit inviterer interesserede med i, når han tager på tur med kollegerne i Østjysk Køreselskab. Det sker i sommersæsonen 8-10 gange.
”Vi skiftes til at arrangere en tur cirka hver måned. Så mødes vi, kører en tur og slutter af med en kop kaffe sammen, hvor vi drøfter hestene og vognene, og hvad vi ellers har af fælles interesse”, fortæller Erik Rasmussen.
Han deler interesse med en halv snes andre i det østjyske område. Denne dag er der mødt 4 medlemmer op. Et par andre er denne dag optaget af tur-kørsel på Fængslet i Horsens.
Erik Rasmussen har også tidligere kørt bryllupskørsel og ture i forbindelse med arrangementer på Vestermølle i Skanderborg.
- Men det har jeg droppet. Det kræver meget arbejde. Vognen og hestene skal være tip-top, og det går der let et par dage i forvejen med, og så er der transporten til arrangementet – både vogn og heste skal transporteres til stedet og hjem igen.
Vokset op med heste
Interessen for heste er Erik Rasmussen nærmest vokset op med. På fødegården i Yding har der altid været heste. Selv om Erik er vokset op med traktorernes indførsel i landbruget, slap hans far aldrig hestene, og Erik kan heller ikke forestille sig gården uden heste. Hvor hestene tidligere stod båset op i spiltove, er der i dag bokse, hvor hestene går løst omkring.
Foruden sine egne tre heste har han lejet et par bokse ud, så der er masser af hesteliv og hestesnak i hverdagen.
Foruden turene i køreselskabet kører Erik Rasmussen selv en tur et par gange om ugen hjemme omkring Yding.
”Det er en god måde at slappe af på. Hvis man så også lader mobiltelefonen blive hjemme, kan det ikke blive bedre.”
Roligere når de er alene
Tilbage til skovene ved Jensgård – her går turen i rask trav. Erik Rasmussen må af og til træde på vognens bremsepedal.
”Hestene prøver hele tiden at komme helt tæt på dem foran. Når de er samen med andre, er de meget livlige. Når vi kører alene, er der mere ro på,” fortæller Erik Rasmussen.
Når vi møder folk i skoven, tager de straks mobiltelefonen frem for at forevige det ret så sjældne syn. Indimellem går turen på asfaltvej, og også her holder bilerne straks tilbage, for hestevognene er heller ikke her hverdagskost.
Meget ”bil-faste” heste
”Men de behøver ikke holde tilbage for hestenes skyld. Jeg har aldrig haft så ”bil-faste” heste som disse. De er begge en snes år gamle og har altid kørt med vogn. Da jeg købte dem for et års tid siden, havde de kørt en sæson på Bakken”, fortæller Erik Rasmussen.
De to heste er af den hollandske Gelder-race. Erik Rasmussen er ellers fan af oldenburgere.
”Oldenburgerne har et rarere temperament. Men disse er i god form efter deres alder, og der er nok fire år mere i dem. Jeg købte dem til en fornuftig pris, for dette er en dyr hobby. Men økonomi skal vi ikke snakke om”, slår Erik Rasmussen fast.
Lille forening – stor aktivitet
Erik Rasmussen er medlem af en fåtallig – men meget aktiv – gruppe under Østjysk Køreselskab (ØKS). Ud over turkørsel har ØKS disse aktiviteter: Marathon kørsel, dressurkørsel, tømmerkørsel (et af medlemmerne har netop vunder bronze ved Europamesterskaberne i Østrig), pløjning og brugskørsel.