Flere pladser til børnene i Lund: Stor udvidelse af institution går nu i gang



En stor udvidelse af Lund Børnehus sættes nu i gang. Foto: Ginnerup Arkitekter

LUND - Mandag d. 16. september tog man det første spadestik til en ny, svanemærket udbygning ved Lund Børnehus. Udbygningen, som får plads til cirka 150 børn, sker i forlængelse af den nuværende bygning og ventes at stå færdig om godt et år

Af Horsens Kommune

Antallet af børnefamilier i Lund har været støt stigende i flere år, og behovet for vuggestue- og børnehavepladser har derfor været det samme. Nu kan børnefamilierne glæde sig til, at det eksisterende dagtilbud, Lund Børnehus, snart kan tage imod endnu flere af områdets yngste borgere.

- Det et længe ventet byggeri, vi nu sætter i gang. Der har været en enorm udvikling i Lund de senere år, hvor særligt børnefamilierne er blevet flere - det har helt naturligt skabt et pres på dagtilbuddene i området. Derfor glæder det mig meget, at der nu er et nyt hus på vej til både børn og personale i området, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, som samtidig fremhæver, at der også er nye tilbygninger på vej i Østbirk og Hovedgård.

Fleksibelt byggeri med fokus på miljøet

Udbygningen af Lund Børnehus sker med fokus på miljøet i mere end én forstand.

Det har nemlig været vigtigt, at det nye byggeri passer ind i det miljø, der i forvejen er i dagtilbuddet.

- Det har været vigtigt for os, at dagtilbuddet ikke bliver for stort for de små. Derfor får det nye hus egne indgange til grupperummene, flere aktivitetsrum og et uderum, som tilpasses udbygningen. På den måde skaber vi oplevelsen af en lille institution, selvom der er tale om en udvidelse af et samlet hus, siger Niels Peter Bøgballe, formand for Børne- og Dagtilbudsudvalget i Horsens Kommune.

Foruden det store fokus på daginstitutionsmiljøet, er der også fokus på miljøet i selve byggeriet.

Udbygningen skal nemlig svanemærkes, og det betyder, at der er stramme krav til alt fra byggematerialer til byggeproces og håndtering af affald. Samtidig er der fokus på at skabe et godt indeklima.

Til sidst bygges grupperummene på en måde, så de kan bruges af både vuggestue- og børnehavebørn alt efter tidens børnesammensætning. Det gør byggeriet både fleksibelt og langtidsholdbart.

Udbygningen får med otte grupperum og to aktivitetsrum plads til cirka 150 vuggestue- og børnehavebørn i alt.
 

Lignende artikler

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024