
Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp @Mikkel Husted Mørup
Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, udtrykker stor bekymring over Trumps beslutning om at indefryse den amerikanske udviklingsbistand.
Af Folkekirkens Nødhjælp
"USA er en stor og vigtig donor, som hjælper millioner af mennesker i verdens brændpunkter, og deres bidrag er afgørende for et stærkt civilsamfund," siger Jonas Nøddekær.
Han understreger, at USA ikke blot er en vigtig bidragsyder til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe fattigdom og klimaforandringer, men også en essentiel støtte for mange lokale samarbejdspartnere.
Et stop kan ramme mange mennesker
"Folkekirkens Nødhjælp modtager ca. 150 millioner kroner i støtte fra den amerikanske regering. Hvis indefrysningen af amerikansk bistand bliver en permanent løsning, vil det ramme civilbefolkninger i de lande, hvor vi og vores partnerorganisationer arbejder, ekstremt hårdt. Det kan ikke understreges nok, hvor alvorlige konsekvenserne vil være," udtaler han.
Jonas Nøddekær opfordrer EU og Danmark til at tage lederskabet i kampen for global udvikling:
”EU, og dermed Danmark, må tage lederskabet og stå op for globalt udsyn – for det er tydeligt, at USA ikke kommer til at gøre det. Vi skal sikre, at udviklingsdagsordenen stadig står stærkt, og at vi kan være til stede i verdens brændpunkter. Danmark skal tage førertrøjen på og fremme globalt samarbejde i stedet for at optrappe de geopolitiske spændinger. Det er en dagsorden, vi især kan fremme gennem det danske EU-formandskab, som vi overtager til efteråret.”
Folkekirkens Nødhjælp opfordrer derfor til en samlet europæisk indsats for at sikre støtte til verdens mest udsatte befolkninger.