I Danmark bryster vi os af at være et foreningsland – bare tre mennesker mødes, dannes der en forening. Det har været vigtigt for udviklingen i Danmark. Hele andelsbevægelsen er vokset ud af foreningstanken, utallige vand- og varmeværker i hele landet er foreninger og hele det danske idrætsliv har foreningstanken som sit DNA.
Klumme af Per Bonde
Da jeg var ung, var det at blive opfordret til at træde ind i en bestyrelse et skulderklap – nærmest en hædersbevisning, der blev taget imod med tak. Jeg har været med i mange foreninger og dermed været med til at præge deres udvikling, og jeg er fortsat aktiv i bestyrelsesarbejde med flere formandsposter. Det betyder, at jeg som 68-årig er med til at sætte retning og tempo på udviklingen i de foreninger, jeg er med i.
Hvem gavner det?
Jeg er stolt over den udvikling, jeg har været med til at skabe, men har den udvikling, jeg er eksponent for, primært været til gavn for min egen aldersgruppe. Det spørgsmål stiller jeg oftere og oftere mig selv.
Jeg har masser af erfaringer fra alle mine livsfaser, f.eks. dyrkede jeg rigtig meget sport i 70’erne og 80’erne, så jeg ved alt om, hvilke behov man har som aktiv sportsmand – problemet er bare, at de erfaringer er 40-50 år gamle, og så vidt jeg har bemærket, er der sket en smule i samfundet i den periode.
Tingene ændrer sig
På samme måde var jeg ung og studerende i samme periode, så jeg har en masse erfaringer om at gå i byen, finde kærester, vælge uddannelse og flytte hjemmefra osv., der er bare det problem, at mine erfaringer er dybt forældede og ubrugelige, når det gælder unge menneskers vilkår i dag.
Samfundet udvikler sig, vilkårene ændres, men mens vi lever i samfundet, lægger vi ikke mærke til ændringerne, for de sker langsomt og med små skridt. Ændring er et vilkår i samfundet – uden det intet samfund.
De unge skal på banen
Med det forsøger jeg at sige, at de mange bestyrelser, der er befolket af velmenende bestyrelsesmedlemmer med et langt liv bag sig, let kommer til at være en bremse på den udvikling, der skal og bør være i foreningerne. Ikke fordi vi er sure gamle mænd, men fordi vores erfaringer stammer fra en anden tid. Det skal ikke forstås som en opfordring til, at de gamle skal ud af bestyrelserne. Det skal de ikke, for de har rigtig mange fantastiske kompetencer, som et helt liv har givet dem og så har de næsten kun fritid. Det er de yngre, der skal på banen.
Hvis der ønskes en tidssvarende udvikling i landets foreninger, må dem, der enten selv er aktive eller har børn, der er det, til at træde op. Det kan ikke være rigtigt, at det er os med et langt liv bag os, der skal bestemme udviklingen for jer, der har et langt liv foran jer.
Meld jer ind i kampen - der er foreninger nok, der har brug for jer, og i skal nok få al den hjælp, i har brug for, fra os gamle. Der er brug for jer til at skabe dynamik og udvikling i vores foreninger.
