SKANDERBORG - For snart 53 år siden fik Niels Godrun ideen til at holde festival i floddeltaet hvor Gudenåen løber ud i Mossø.
Af Per Bonde
Det var Niels’s forældre der lagde jord til og gjorde festivalen mulig, og sådan har det været siden – blot er det nu Niels der ejer barndomshjemmet.
Niels har fra første færd forstået at afholdelse af en festival kræver engagerede mennesker, og det er der i Musikforeningen Mosstock, og en del af dem mødtes lørdag til generalforsamling i medborgerhuset i Skanderborg.
Mens Mosstock festivalens omgivelser ligner sig selv, må man nok konstatere, at for en del af forsamlingen er tidens tand ikke gået ubemærket hen. Håret var hos en del blevet mere gråt, og nogle maver bulede også mere end tidligere, men der er stadig ild i øjnene, når man mødes om festivalen.
Generalforsamlingen forløb planmæssigt
Niels Godrun er fortsat formand i musikforeningen, så det var en erfaren mand, der aflagde beretning. Han var stort set tilfreds med årets festival, dog var der som altid plads til lidt forbedringer, og dem lovede han nok skal komme. Eneste malurt i bægeret er myndighedernes evige forøgelse af krav til festivalens afvikling – i år er det så udvidet affaldssortering, der er kommet til, men det lever vi nok også med, sluttede Niels. Beretningen blev enstemmigt godkendt.
Barerne svigtede
Herefter fremlagde Vicki regnskabet. Det var ikke prangende, men som Vicki fortalte, er det kraftigt påvirket af nogle uheld på drikkevare siden, som man forsøger at finde en løsning på, så det måske kan påvirke regnskabet for 2024 positivt. Efter nogle spørgsmål og afklaringer blev regnskabet godkendt.
Som i alle andre foreninger er bemandingen af bestyrelsesposterne et puslespil, der kan være svært at få til at gå op, men efter en del snak og overtalelse gik kabalen op, så alle poster er besat, og bestyrelsen er fuldt funktionsdygtig, hvorefter man skulle tage stilling til kontingentet for 2025.
Diskussion om kontingent
Selvom 2025 ligger lidt ude i fremtiden, var det et spørgsmål, der kunne få gløden i øjnene helt frem. Der blev fremsat to forslag, og det var svært for ordstyrer Lennert at skabe ørenlyd. Da det endelig lykkedes, viste det sig, at der ikke var den store forskel på de to forslag, og man derfor endte med at nøjes med at stemme om det ene, der så blev vedtaget næsten enstemmigt.
For at få festivalen til at køre gnidningsfrit har man etableret et antal ansvarsområder med en ansvarlig leder. De blev nu gennemgået – særligt med henblik på, hvad der kan gøres bedre på årets festival. Mange havde meninger og ideer, nogle sikkert bedre end andre, men alle blev noteret, og vil efterfølgende blive behandlet i de relevante fora.
Efter tre timers generalforsamling, nåede man punktet eventuelt. Når man i øvrigt tænker på snakkesaligheden de foregående tre timer, var der underligt nok overhovedet intet under eventuelt, hvorefter ordstyrer Lennert på opfordring erklærede generalforsamlingen for afsluttet.
Niels takkede for god ro og orden og ønskede alle en god tur hjem.