Horsens Museum
Lokalt initiativ skal sikre aktivitet og fortsat høj kendskabsgrad til museerne i Horsens oven på en lang periode med nedlukning og Covid-19 restriktioner.
Modsat sidste år er tilskud til landets museer ikke en del af den nationale sommerpakke. Derfor lancerer Horsens Kommune nu et lokalt Horsens-initiativ, der skal trække besøgende til både museerne og Horsens.
"Museerne i Horsens har et højt niveau og meget spændende at byde på, og vi vil gerne trække gæster til både museerne og byen i en tid, hvor det stadig er usikkert, hvor mange der rejser ud, bliver hjemme eller kommer hertil fra andre lande. Derfor tager vi nu dette skridt," siger borgmester Peter Sørensen.
Konkret betyder beslutningen, at entréprisen på Museum Horsens halveres fra skolernes sommerferie og frem til og med efterårsferien 2021. Halv pris kommer således til at gælde for Fængselsmuseet og Horsens Kunstmuseum. Også Industrimuseet følger trop og sænker billetprisen til det halve.
"Det var en kæmpe succes sidste år, da der var halv pris på entréen til vores museer, og det vil vi gerne støtte op om igen i år," fortæller formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget, Jakob Bille. "Jeg håber, at tiltaget vil være med til at trække endnu flere besøgende og turister til Horsens hen over sommeren."
Industrimuseets direktør, Kristoffer Jensen, hilser initiativet velkommen:
"Det er fantastisk, at museerne i Horsens igen i år i samlet flok kan åbne dørene til en favorabel entrépris og på den måde sikre aktivitet og kendskab til byens mange spændende udstillinger. Det vidner om en stærk lokal opbakning, og det kan vi kun være glade for som museum i byen."
Initiativet markedsføres over for både danske og udenlandske turister, og hvis de billigere billetpriser giver samme succes som i sommeren 2020, betaler initiativet sig selv eller mere til.
Du kan læse mere om museerne på www.museumhorsens.dk.