HORSENS - Det var spørgsmålet vi var kommet for at få afklaret, da Horsens Kommune præsenterede sin kulturstrategi for de kommende år.
Tekst og fotos Per Bonde
Det foregik på fængslet i det gamle snedkeri, og rent faktisk har man fået tømret en robust og samtidig interessant og fremsynet strategi sammen, så rent symbolsk fungerede snedkeriet fint som ramme om præsentationen.
Hvorfor er kultur vigtig?
Kommunens førstemand Peter Sørensen lagde ud med en meget personlig beretning fra sin ungdom i Egebjerg, hvor, hvad der begyndte som en chance for kvindeligt selskab i forbindelse med landsstævnet i Horsens, blev til en forståelse for og beretning om, hvad kultur betyder for udviklingen i et område.
Peter er ikke et sekund i tvivl om, at kommunens satsning på kultur i høj grad er medvirkende til den meget positive udvikling, Horsens kommune oplever, ikke bare inden for Horsens byskilte, men også i resten af kommunen. Derfor er der lagt stor vægt på, at kulturstrategien også gælder i oplandet, så den gode udvikling fastholdes og styrkes over hele kommunen. Efter Peter således havde forsikret os, der bor uden for Horsens byskiltene, at den ny kulturstrategi også omfatter os, gav han ordet videre til Mette Faust.
Strategien forklaret
Mette er direktør i Børn, Unge og Kultur forvaltningen, og har således været dybt involveret i tilblivelsen af kulturstrategien, og hun førte os med sikker hånd gennem strategiens fire temaer, som er:
- Sammen om Kulturen
- Kulturen løfter os
- Levende byer og landskaber
- Vovemod og vilje
Hver af disse temaer havde deres egen stand i Snedkeriets hal, og Mette Faust opfordrede os tilhørere til at udforske tema-standene og blive klogere på hvert enkelt tema. Hun sluttede sit indlæg af med at orientere om, at dagens event var startskuddet til Horsens kommunes kulturnetværk, der skal være med til at fremavle nye initiativer, og skabe kultursamarbejder tværs af kommunens borgere og foreninger.
Hvad siger oplandspolitikerne
Tilstede var tre politikere, der repræsenterer hver sit oplandsområde, og de havde fundet sammen på tværs af politisk tilhørsforhold ved et af de opstillede caféborde.
På spørgsmålet om, hvad de syntes var bedst ved strategien, var der bred enighed og tilfredshed om, at det nu er skrevet ind i strategien, at kommunens opland også skal tilgodeses, når der tales kultur. Det betyder, at der vil være midler til rådighed til at skabe kultur i oplandsbyerne, udover det der allerede findes.
Byrådsmedlem Jan Koborg Olsen, lægger stor vægt på, at der i hans hjemby kan ydes støtte til Hovedgård Byfest, men også at der er plads til mange andre kulturelle aktiviteter i lokalområdet.
Jesper Bendtsen, byrådsmedlem fra Østbirk, lægger vægt på, at idræt har fået en central rolle i kulturstrategien. Idrætten er omdrejningspunkt for rigtig mange fællesskaber – ikke mindst blandt børn og unge – og det er vigtigt, at det styrkes.
I Brædstrup har vi stor gavn af Horsens kommunes kulturpolitik, siger byrådsmedlem Jørgen Korshøj. Vi har rigtig mange arrangementer, der trækker folk af huse. Derudover minder Jørgen lige om, at der til støtte af kulturen i oplandet kan trækkes på andre puljer. Ganske vist ikke til arrangementer, men f.eks. til vedligehold og energirenovering af forsamlingshuse og lignende.
Jan Koborg tilføjede, at han ser kulturnetværket som en enestående mulighed for at udvikle de kulturelle aktiviteter i oplandet, ved at gå sammen på kryds og tværs af geografi, foreninger, alder og interesser. Der ligger utrolig store muligheder for ideskabelse ved at deltage i netværksaktiviteter med personer, der ikke ligner en selv. Når netværk fungerer, medfører det, at 2 + 2 giver fem, og det skal vi både som borgere og politikere forstå at dyrke, så på med vanten og kom i gang, slutter Jan.
Har du lyst til at læse kulturstrategien, kan du finde den på kommunens hjemmeside.