Her er værterne til Dansk Melodi Grand Prix 2021 og til børnenes MGP



Tina Müller og Martin Brygmann står i spidsen for landets største musikbegivenhed som værter til årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix 6. marts. Jacob Riising og Anna Lin bliver værter for MGP 2021, som løber af stablen samme sted den 27. februar.

Det er to stærke personligheder, der i år debuterer som værter for Dansk Melodi Grand Prix (DMGP).

DR-vært Tina Müller, der har mere end 15 års erfaring som sports- og programvært, får følgeskab af Martin Brygmann, som er kendt for sit enestående entertainer-gen inden for både tv, teater, film og musik.

De to debuterende værter skal styre danskerne sikkert gennem aftenens konkurrence, når danskerne i fællesskab skal bestemme hvilken sang, der bliver ’Vores sang’ – og som skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Rotterdam.

I år er Danmarks store folkefest rykket ind i DR Byens studie 5. Det er det samme studie, som tidligere har huset store programmer som ’X Factor’, ’Versus’ og ’Alle mod 1’.

Bakkes op af DR's Grand Prix-orkester

Her vil alle artister blive bakket op af DR’s Grand Prix-orkester under ledelse af kapelmester Peter Düring. Det 15 mand store liveorkester er sammensat af Danmarks bedste musikere, og sammen med Tina Müller og Martin Brygmann vil der med garanti blive leveret fest, farver og ny dansk musik til hele landet. Også selvom der på grund af Covid-19 ikke vil være publikum til stede i studiet.

Tina Müller glæder sig til at samle danskerne i rollen som vært til dette års DMGP:

- Dansk Melodi Grand Prix er lyden af min barndom. Som så mange andre har jeg også stået med min hårbørste eller med min DATE-deo foran spejlet på mit værelse og sunget med på Grand Prix-sange. Det har altid været et show, som har skabt glæde, og som har kunnet samle os. Det er jeg sikker på, at vi også kan i år. Mine forventninger er store, og vores fornemste opgave bliver at få skabt en fantastisk stemning.

Martin Brygmann er ligeledes begejstret for at indtage værtsrollen:- Dansk Melodi Grand Prix har eksisteret lige så længe, jeg kan mindes, så det er meget stort for mig endelig at skulle være vært! Derudover er jeg rigtig stolt over at skulle være vært sammen med den fabelagtige Tina Müller. Hun er dygtig, har glimt i øjet, og så er hun faktisk lavere end mig! Jeg sætter helt bestemt næsen op efter et brag af en musikfest – også selvom det selvfølgelig bliver et lidt anderledes Grand Prix i år.

Meget mere musik

Talsperson og ledende redaktør for Dansk Melodi Grand Prix, Gustav Lützhøft er mere end tilfreds over valget af værtspar og er overbevist om, at de to stærke personligheder kan få sat gang musikfesten hjemme i stuerne, selvom grandprixet er anderledes i år:

- Vi ved, at danskerne længes efter at samles i fællesskaber, og vi bestræber os derfor på at lave et Dansk Melodi Grand Prix, der på trods af retningslinjer og forsamlingsforbud alligevel bliver hele Danmarks musikfest. I år får vi otte gode sange, som vi alle kan nyde at synge med på, og selvfølgelig en flot vindersang. Jeg håber, at årets Melodi Grand Prix vil være en kærkommen lejlighed til at stå sammen i fællesskab om musikken og den stærke sangskrivertradition, vi har i Danmark.

Værterne til MGP også på plads

DR kan i dag også offentliggøre værtsparret til MGP 2021, som bliver Jacob Riising og Anna Lin. Jacob Riising er en garvet MGP-vært, mens Anna Lin indtager værtsrollen for første gang.

Dette show bliver ligeledes holdt i Studie 5 i DR Byen. Selvom der heller ikke ved dette show vil være publikum i studiet, skal der nok komme masser af fest og farver og liv fra hele landet, når de otte finalister giver den max gas til børnenes store musikfest lørdag den 27. februar.

Selvom det er femte gang, at Jacob Riising er vært, ser han dette års udgave af sangkonkurrencen som noget ganske særligt:

- Lige netop i år er MGP måske vigtigere end nogensinde, da vi siden sidste års show har været isoleret. Der er virkelig brug for en aften, hvor vi glemmer alt om pandemi og smittekæder og i stedet hepper i fællesskab på de modige børn, der stiller op til MGP 2021.

For værtsdebutanten Anna Lin er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse, når hun nu skal være med til at skabe den fest, som hun har holdt så meget af i løbet af årene. Hun tror ligesom Jacob også på, at der er mange derude, som har brug for noget, der hylder fællesskabsfølelsen, selvom vi opholder os hver for sig:

- MGP er et frirum! En fest! Et sted, hvor der er plads til at glemme lektier, irriterende søskende og dårligt vejr. Her danser, synger og fejrer vi fællesskabet. Jeg tror, at MGP er ekstra vigtig i år, da mange har brug for et spark god stemning midt i hjemmeskole og mangel på sleepovers med vennerne.

Offentliggørelse af årets artister

De otte sange og artister, der skal dyste om at blive ’Vores sang’ ved dette års Dansk Melodi Grand Prix bliver offentliggjort løbende på P3 i ’Buffeten’, ’Formiddag på 4’eren’ og ’P4 Play’ onsdag den 10. februar indtil klokken 14.00, hvor alle sange og artister afsløres samlet på dr.dk og i Grand Prix-appen.
 

Andreas Relster

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024