Vi må ikke smide historien i skraldespanden, - heller ikke selv om vi ikke forstår den.
Klumme af Else Vang Jessen
Da jeg for nylig blev overmandet af en voldsom trang til at få ryddet op i alle de spil, som børn og børnebørn gennem årene har muntret sig med, nåede jeg nederst på hylden til et stavelotteri. Forrest på kassen var der et billede af nogle af de ord, man kunne sammensætte på spillepladen.
Det famøse N-ord
Allerforrest stod der det famøse n-ord med 5 bogstaver. Ja, så famøst er ordet nu blevet, at jeg i skrivende stund ikke tør skrive det fuldt ud. At ordet var angivet forrest på emballagen, fortæller først og fremmest, at spillet havde mange år på bagen. Måske 45 år. Men det fortæller også om en sproglig forandring. Dengang spillet blev købt, var n-ordet et helt almindelig og stuerent ord. I dag, uha dada. Nu er det et grimt fy-ord.
Sådan tænkte jeg ikke, da spillet dukkede op. Jeg vidste da godt, at det ord skulle jeg ikke sige højt i et pænere selskab, men indrømmet, det har jeg aldrig helt kunnet forstå. Jeg er vokset op med, at det er en neutral betegnelse for mennesker med en mørk hudfarve. Og igen må jeg så indrømme, at det siger jo så nok en del om min alder. I hvert tilfælde tænkte jeg, at det spil kunne familiens yngste skolebarn sikkert have glæde af. Som tænkt så gjort. Af sted med det.
Endte i skraldespanden
Ved næste besøg spurgte jeg, om vi skulle spille spillet. Stor opstandelse. Det var smidt i skraldespanden. ”Er du ikke klar over…?”. Fred være med spillet, men episoden fik mig til at reflektere lidt over begrebet historie og museumsgenstande. Skulle lotterispillet have været på museum? Skulle jeg have gemt det i endnu flere år og til den tid måske have solgt det som en antikvitet?
Kunstkammer og museer
Tiderne skifter. Samfundet ændrer sig, og udviklingen giver nye livsbetingelser. Men vi må ikke glemme det, som har dannet fundamentet for det, vi har bygget videre på. Det er derfor museer og lokalarkiver er vigtige. Måske også et lotterispil med et ord, der engang var stuerent.
Det første danske museum
Danmarks første museum blev oprettet i 1621 af videnskabsmanden Ole Worm. Han opbyggede en samling af oldsager, kunstgenstande, naturalier og udstoppede dyr. Han ville først og fremmest bruge materialet til sin undervisning på Københavns universitet. Da Ole Worm døde i 1654, blev samlingen givet til Frederik den 3.’s Kunstkammer. Frederik den 3. (konge 1648-70) var en videbegærlig mand, der havde studeret på Sorø akademi og havde fundet stor interesse for teologi, historie og naturvidenskab. På sine rejser rundt i Europa stiftede han bekendtskab med en trend blandt fyrster og kongelige, nemlig at samle på kunstgenstande og materiale af historisk art. I 1650 oprettede han derfor ”Det kongelige Kunstkammer”, og arven fra Ole Worm udbyggede museet yderligere. ”Det kongelige Kunstkammer” blev nedlagt i 1825 og danner i dag grundstammen i de store museer som Nationalmuseet, Rosenborg Slot og Statens Museum for Kunst. Tiden var løbet fra Kunstkammerets sammenblanding af kunst, natur og kulturhistorie, og kendetegnene for 1800-tallet blev en lang række specialiserede museer, akkurat som vi kender det i dag med f.eks. Industrimuseet, Moesgård, Landbrugsmuseet mm.
Interesse for det almindelige menneske
I 1800-tallet begyndte man også i større grad at interessere sig for den almindelige befolknings historie og levevis. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen vandrede landet tyndt og indsamlede gamle danske eventyr, vandrehistorier og sanglege, som alle blev skrevet ned. Uden hans indsats ville mange af dem været gået i glemmebogen. Nogle vil måske mene, at det kan være lige meget, men nej. Igennem fortællingerne og sangene får vi netop en historisk viden om den tid, som de beskriver. Derfor var Evald Tangs arbejde af stor værdi for eftertiden.
På Frilandsmuseet ved Brede på Sjælland (grundlagt 1897) og i Den gamle By i Århus (grundlagt 1914) kan vi glæde os over at se helt almindelige menneskers boliger fra før 1900-tallet: arbejderboliger, gårde, husmandsbrug, pigekamre, karlekamre og borgerskabets huse. Havde museerne ikke reddet dem, havde de næppe eksisteret i dag. De er vidneudsagn om de levevilkår, som folk var underlagt dengang. De er en del af vores kulturarv.
Lokalarkiver
I 1900-tallet blev interessen for det lokalhistoriske mere og mere udbredt. I 1937 blev oprettet det første lokalhistoriske arkiv i Fåborg, og i 1949 var der så mange lokalarkiver i Danmark, at man kunne danne Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA). Arkivernes opgave er at indsamle og bevare arkivalier dvs. papirdokumenter, billeder, digitale dokumenter, film, lydbånd og lignende. Typisk er personalet på et lokalhistorisk arkiv frivillige og ulønnede.
Vores eget lokalarkiv
I vores område har vi også et lokalhistorisk arkiv,” Gedved Egnsarkiv”, og vi har i tilknytning hertil en egnshistorisk forening,” Egnshistorisk Forening i den tidligere Gedved Kommune”. Sidste år kunne Arkivet og foreningen fejre 40-års jubilæum, men allerede før 1982 havde der været tiltag til at få dannet et lokalarkiv i området. De planer var dog kuldsejlet, men i 1982 lykkedes det endelig. Den første tid hed arkivet ”Gedved Kommunes Sognearkiver”, og det holdt til på plejehjemmet Nørrelide i små lokaler. I 1985 flyttede arkivet til et mørkt, mørkt kælderlokale på Gedved skole. Heller ikke der var det optimalt. Derefter kom en lind strøm af flytninger forskellige steder i Gedved og Østbirk, inden arkivet i 2010 kunne falde til ro i gode og tidssvarende lokaler i det gamle rådhus på Gedvedhus.
De frivillige er drivkraften
Arbejdet på arkivet varetages af 7 frivillige og meget entusiastiske medarbejdere, der sætter en ære i at indsamle, formidle og bevare den lokale kulturarv. Der er åbent hver mandag fra 13 til 17.30, og serviceniveauet og hjælpen fra medarbejderne er altid kompetent og venlig.
De 40 års arbejde i arkivet har været med til at skabe en enestående samling af oplysninger om vores lokalområde. Her er fortællinger, optællinger og billedmateriale om svundne tider og om de mennesker, der på godt og ondt har præget vores egn. Alt sammen historisk materiale, der uden de 40 års indsats højst sandsynlig ville være forsvundet eller i bedste fald ville have ligget gemt hen i en kasse på et loft, indtil det til sidst var endt i skarnkassen. Men intet godt arkiv uden en skare af velvillige mennesker, der afleverer gamle billeder og optegnelser, det være sig fra familien, fra dødsboer eller fra foreninger. Gamle protokoller er f.eks. guld værd. Gamle breve indeholder ofte en skattekiste af facts. Og fotos er en historie i sig selv. Det hele bliver modtaget med kyshånd på arkivet og er med til at skrive historie.
Var skraldespanden fortjent?
Om mit hedengangne stavespil havde fortjent at ende i skraldespanden, ja, det er jeg stadig lidt usikker på, lige så vel som jeg nok ikke helt har forstået, hvorfor det forfærdelige n-ord, er så forfærdeligt, men til gengæld er jeg helt overbevist om museers og lokalhistoriske foreningers overordentlige store vigtighed. Og n-ordet kommer ikke i min mund nogensinde. Det lover jeg.
