
De fleste danskere ved, hvorfor vi fejrer jul og påske, men ikke mange ved, hvorfor vi fejrer pinse. Der er ikke mange, der husker fortællingen om Helligånden, der kom og gav disciplene styrke og mod. De husker ikke beretningen om, hvordan den satte sig som en ild på disciplenes tunger, så de glødede, da de fortalte menneskemængden i Jerusalem om deres Herre og Mester, om Jesus.
Men til gengæld synes vi alle, at pinsen er en dejlig tid, hvor alting gror og grønnes, og solen danser til. Men der er mange, for hvem selve højtiden ikke betyder noget og ikke siger dem noget. Og så er det ellers netop den højtid, der handler om, at evangeliet pludselig siger nogen noget. Det er den højtid, der handler om, hvordan disciplene pludselig bliver forstået af deres tilhørere, da deres tunger begynder at gløde med evangeliet. Og gløden forplanter sig til deres omgivelser. Og gløden nåede så vidt, at det også kom til at brænde her oppe hos os højt mod nord, langt fra Jerusalem.
Disciplene fik mod til at fortælle om Jesus, og dermed spredte kristendommen sig til hele verden.
Igen i år skal vi i vore kirker lytte til beretningen om den første pinsedag i Jerusalem for knap 2000 år siden. Pinsedag, den 15. maj, er der gudstjeneste i Tolstrup og Vedslet kirker kl. 9.00. I Ørridslev Kirke er der gudstjeneste kl. 10.00, og i Østbirk og Kattrup kirker er der gudstjeneste kl. 10.30.
2. pinsedag, mandag den 16. maj kl. 10.00, holdes der traditionen tro fælles gudstjeneste for hele provstiet i Lunden i Horsens. I år er det præsterne fra Tyrsted-Uth (Bettina Erbs Hillers, Jesper Hyldahl, Jens Peder Baggesgaard og Karen Holdt Madsen), som står for gudstjenesten. Temaet for gudstjenesten er ”Helligåndens tilkendegivelse i litteraturen”. Håndværkerforeningens Mandskor under ledelse af Sebastian Hatt står for salmeledsagelsen.
Pinsen fejrer vi på den allerdejligste tid af året: alting gror og grønnes og solen danser.
Lad os danse med og fejre, at Helligånden kommer til verden!