Horsens bliver igen Europas hovedstad: Forum Horsens skal i 2025 være vært for EU-formandskabet



Det er ikke første gang, Forum Horsens og Horsens Kommune får gæster fra EU. Også i 2012 var EU-formandskabet på horsensiansk grund. Foto: Horsens Kommune

Forum Horsens står klar til at tage imod, når hundredvis af politikere, embedsfolk og journalister strømmer til Horsens Kommune for at deltage i minister- og embedsmøder. Endnu en gang er det lykkedes at trække EU-formandskabet til Horsens

Forum Horsens og Horsens Kommune placerer sig endnu en gang på det europæiske landkort, når EU-formandskabet til oktober 2025 igen lander inden for kommunegrænsen. I andet halvår af 2025 skal Danmark varetage det roterende formandskab for EU's ministerråd, og det betyder omfattende mødeaktiviteter på dansk jord.

En del af disse møder kommer til at foregå i Forum Horsens, som i et udbud har vundet EU-formandskabet fra den 6. oktober 2025 - 25. oktober 2025.

- Det betyder, at vi over en lille måned bliver Europas hovedstad, og at vi igen kan cementere vores evne til at være værtsby for store events. Vi har tidligere vist, at vi kan løfte den opgave, for sidst Danmark havde EU-formandskabet var Horsens også med. At vi kan tiltrække den her form for kæmpestore konferencer med flere møder, er en meget stor gevinst for Horsens. Udover at vise Horsens frem betyder det masser af overnattende gæster på vores hoteller og kunder på vores caféer og restauranter - og dermed øget omsætning til flere af vores erhvervsdrivende, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.
 

Lykkedes via samarbejde

Han glæder sig også over, at lokale virksomheder får mulighed for at vise, hvad de kan inden for den grønne dagsorden, som bliver et gennemgående tema, når de mange gæster strømmer til Horsens. F.eks. vil der i forplejningen af mødedeltagerne blive arbejdet med lokale bæredygtige råvarer for at sikre kortere transportafstande og mindre belastning på miljøet.

I de tre uger, hvor Horsens ligger jord til formandskabet, vil der blive afviklet en række mødeaktiviteter i Forum Horsens herunder minister- og embedsmøder/konferencer.

- Jeg vil gerne sende en kæmpestor tak til Forum Horsens, som sammen med kommunen har løftet opgaven. Det er netop samarbejdet i Horsens Kommune, der gør det muligt for os igen og igen at tiltrække store koncerter, men også store sportsbegivenheder som EM og VM i badminton samt store konferencer som EU-formandskabet, siger Peter Sørensen.

Plan lægges sammen med foreninger

Martin Bjørn, chef for Forum Horsens, ser frem til, at der bliver endnu mere travlhed i haller og mødelokaler på Langmarksvej.

Det kræver naturligvis et større planlægningsarbejde, som allerede nu går i gang. Her skal der bl.a. tages højde for de foreninger, der kortvarigt skal rykke aktiviteter ud af Forum Horsens.

- Det er klart, at med så stort et event, som EU-formandskabet er, kommer vi til at udnytte hele Forum Horsens og mere til. Forum er heldigvis godt rustet til opgaven, og vi har et godt og erfarent hold og ser frem til at byde gæsterne velkommen. Besøget betyder naturligvis, at vi skal have lavet en god plan for de berørte brugere af Forum, imens vi har EU på besøg. Det går vi selvfølgelig i dialog med de berørte foreninger om, så vi sammen finder de bedst mulige løsninger, siger Martin Bjørn.

Danmarks EU-formandskab varer fra den 1. juli 2025 til den 31. december 2025. I den periode skønnes der et samlet deltagerantal på ca. 17.000 personer. Oveni det skal lægges de mange journalister fra den internationale presse, som primært dækker ministermøder.
 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024