Hvem skal være Årets Hjerteredder 2021?



(arkivfoto)

En jury har udvalgt og nomineret tre heltemodige redninger i livreddende førstehjælp til Hjerteforeningens pris: Årets Hjerteredder 2021. Nu er det op til danskerne at beslutte, hvem der skal have prisen, når den uddeles ved Hjerteforeningens indsamlingsshow Hjertegalla lørdag den 13. marts.

Af Hjerteforeningen

4-årige Huxi, Cebastian (54 år) og Jeppe (25 år) er kun i live i dag takket være en afgørende indsats fra en række danskere, der trådte til, tilkaldte hjælp og gav livreddende førstehjælp. De heltemodige hjertereddere er nu indstillet til Årets Hjerteredder 2021, som Hjerteforeningen står bag.

De tre nominerede redninger er: Natascha, der reddede sin 4-årige søn Huxi, da han fik hjertestop efter en hoppetur i trampolinen i familiens have på Lolland. 11-årige Whillams nødråb og de tre forbipasserende Alma, Louise og Patricks redning af Whilliams far, Cebastian Mogensen, da han efter en løbetur med Whillam faldt om i indkørslen foran deres hjem i Herning med hjertestop. Anne Sofie og svigermor Marianne, der reddede Anne Sofies kæreste, Jeppe Mikkelsen, alle fra Aalborg, da Jeppe faldt om med hjertestop i en hotelseng i Helsingør.

Du kan være med til at beslutte, hvem der skal være Årets Hjerteredder 2021 ved at afgive din stemme på hjerteredder.dk senest den 10. marts klokken 12.

Om Årets Hjerteredder 2021

Hjerteforeningen har modtaget 47 indstillinger til Årets Hjerteredder 2021. Alle har de reddet et menneskes liv – en far, mor, søster, bror eller en ukendt – ved at træde til og yde genoplivning.

Blandt de 47 indstillede har et dommerpanel bestående af Mads Volck, redaktør på TV 2, Freddy Lippert, direktør for den præhospitale virksomhed i Region Hovedstaden, Lars Suhr Olsen, direktør for Østifterne, og Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen nomineret tre redninger til titlen som Årets Hjerteredder 2021.

- Hvert år hylder Hjerteforeningen livreddere, der havde modet og viljen til at træde til og give livreddende førstehjælp, da et medmenneske faldt om med hjertestop. De modige hjertereddere er en inspiration for os andre, siger Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, og fortsætter:

- Vi kan alle hjælpe, hvis et hjertestop indtræffer. De tre nominerede enkeltpersoner eller grupper til Årets Hjerteredder 2021 handlede alle resolut og gjorde deres yderste for at hjælpe et medmenneske tilbage til livet. Vi kan ikke takke dem nok, siger Anne Kaltoft.

Se, hvem der bliver Årets Hjerteredder ved Hjertegalla

Årets Hjerteredder bliver kåret i Hjertegalla, der bliver sendt på TV 2 CHARLIE / TV 2 PLAY lørdag den 13. marts kl. 20.55.
Læs de fulde beretninger af de tre redninger på Hjerteforeningens hjemmeside på hjerteredder.dk

Årets Hjerteredder støttes af Østifterne.



 

Kort beskrivelse af hver enkelt redning:

Kæresten Anne Sofie Balleby og svigermoren Marianne Balleby redder 25-årige Jeppe Mikkelsen.

Kæresten Anne Sofie Balleby og svigermoren Marianne Balleby redder 25-årige Jeppe Mikkelsen

Hele familien skal til konfirmation en søndag i september 2020. Familien kommer fra Aalborg, så de er tjekket ind på et hotel i Helsingør. Om morgenen vågner Jeppe Mikkelsen og har det skidt med trykken for brystet. For en sikkerheds skyld ringer Anne Sofie til sin mor, Marianne, der er sygeplejerske og også er med til konfirmationen, og beder hende komme og se til Jeppe. Idet Anne Sofie lægger på, falder Jeppe bagover og ligger livløs i sengen. Hun kan med det samme se, at det er hjertestop, så hun trækker Jeppe ned på gulvet, ringer 1-1-2, åbner døren ud til hotelgangen og råber: ”Hjertestop” og går i gang med hjertemassage.

Et par hører hendes råb, og han løber efter en hjertestarter. I det samme er Marianne nået frem fra sit hotelværelse. Som sygeplejerske er hun vant til at handle hurtigt, så hun går straks i gang med hjertemassage, og Anne Sofie taler med alarmcentralen, mens den forbipasserende mand giver indblæsninger. De når at støde med hjertestarteren, inden ambulancen og redderne når frem. Jeppe får ilt, han begynder at vågne og bliver indlagt på Rigshospitalet. Her bliver det konstateret, at det var en blodprop, der var årsagen, og han får indopereret en stent.


 

Cebastian Mogensen omgivet af sine reddere og sin søn Whillam.

Trekløveret Alma Palic, Louise Hagen Rasmussen og Patrick Schmidt Hansen og Cebastians 11-årige søn Whillam redder Cebastian Mogensen.

Cebastian falder uden varsel død om efter en løbetur den 16. marts 2020 med sin søn Whillam (11). De er kort forinden løbet forbi Alma (35), der er ude at gå en tur, og hun hører Whillam råbe på hjælp. Hun vender om og løber hen imod dem. Alma ringer 1-1-2 og vinker efter hjælp, så Louise (28) stopper. Alarmcentralen sender Louise af sted for at hente en hjertestarter, der hænger nogle hundrede meter derfra. Patrick (24) stopper også, da han ser Alma vinke efter hjælp, og han begynder at give hjertemassage. Han har netop et førstehjælpskursus bag sig.

Ambulanceredderne ankommer efter cirka 4 minutter og overtager redningen. Cebastian er død i ca. 10 minutter og bliver genoplivet 3 gange. Derefter bliver han kørt af sted mod Aarhus Universitetshospital, hvor han ligger i respirator i 3 dage. Cebastian får en bypassoperation.
 


 

Natascha Zarp-Andersen med Huxi.

Natascha Zarp-Andersen redder sin 4-årige søn Huxi

Huxi (4 år) falder den 25. april 2020 uden varsel om med hjertestop efter at have leget og hoppet i trampolin i haven sammen med sin storebror Noam (7). Mor Natasha (30) er gået ind i huset, men da hun kommer tilbage i haven, ligger Huxi i sin fars, Tommys arme og er udtryksløs i ansigtet. Natasha tager Huxi i sine arme, hun undersøger sin søn for puls og reaktioner, men der er ingenting. Tommy ringer først 1-1-2, men går så ind i huset med storebror Noam, og Natascha overtager telefonen. Hun går i gang med at give hjertelungeredning med hjælp fra alarmcentralen.

Efter ca. 7 minutter hører Natasha ”den bedste lyd” – det er akutlægen, der er ankommet. Redderne overtager og støder Huxi, hvis hjerte går i gang igen. Huxi bliver fløjet til Rigshospitalet, og Natasha følger efter i bil. Efterfølgende får Huxi indopereret en ICD, og undersøgelser viser efterfølgende, at Huxi har en afvigelse i generne, som ved overanstrengelse kan udløse et hjertestop.
 


Fakta om hjertestop

  • Hvert år rammes ca. 5.000 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til ca. 14 personer om dagen.
  • Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i dag ca. 16 % (2019).
  • Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 1 ud af 17.
  • Hvis et vidne træder til med hjertemassage, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 6.
  • Hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 2.
  • Hurtig reaktion ved et hjertestop er afgørende. Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 %, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter.
  • De fleste personer får varige skader eller dør, hvis ikke de får hjælp inden for ca. 10 minutter. Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 %.

Lignende artikler

Hjerteforeningen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024