Vestbirk Kanolaug har et stykke tid gået og hørt på flådens problemer med at stille med kampklart materiel rundt omkring i verden. Det går jo ikke, tænkte de gode folk fra Vestbirk, og besluttede derfor at sætte alt deres materiel i operativ tilstand.
Tekst og foto Per Bonde
Fartøjerne er nu rigget til, alt er nyvasket, fremdriftsmidlerne (læs pagajer) er testet, og personalet er klar efter fyraften. Vores transporttrailere er er pumpede, så vi skal bare have en ordre om, hvor kampen skal stå, siger formand Per Bonde. Hvis det er længere væk, skal det dog helst være en weekend eller helligdag, og vi starter helst ikke før kl. 10.
Rejselysten flåde
Vi er klar til at blive indsat som en rejselysten flåde. Det eneste, det kræver, er ca. 20 centimeter vand. Vi er lige så velbevæbnede som resten af den danske flåde. Den eneste forskel er, at vi ikke lader, som om vi har våben med. Der er efter vores mening ingen grund til at sejle rundt med våben og ammunition, der alligevel ikke virker. Så hellere sørge for rigelige forsyninger af drikkevarer og store madpakker.
Indtil videre er det lykkedes os at gå under radaren i de fleste tilfælde, så vi tænker også, fjenden vil have svært ved at opdage os. Når vi så er tæt nok på, kan vi råbe bøh – det kommer helt sikkert til at virke.
Ligestilling
Vi lever fuldt ud op til det nye forsvarsforligs ønske om ligestilling mellem kønnene. Kvinder var fra dag 1 velkomne i lauget – ja nærmest uundværlige. De fleste blev optaget parvis med deres ægtefælle, og de fleste ægtepar består i vores nabolag af en kvinde og en mand. Vi arbejder ikke med kvoter, men ikke des mindre har vi en kønsfordeling tæt på 50/50, så vi klarer fint et ligestillingskrav.
I vores laug arbejder vi ud fra devisen om at holde tingene simple, og da mænd er mere til simple opgaver, er det nok os mænd, der bakser mest med selve fartøjerne. Til gengæld er kvinderne flinke til at tage de opgaver, der kræver mange forskellige elementer, som f.eks. madpakkerne, og det er de fleste nok glade for, siger formanden. Vi gør det, vi hver især er bedst til.
Da vi er rimelig autonome og udenfor pædagogisk rækkevidde, har vi ikke brug for officerer og chefer. Til gengæld tænker vi uortodokst. Med lidt snor, gaffa tape, og en lille lovlig lommekniv eller neglefil løser vi det meste, ellers må vi jo gøre som fregatterne – tage hjem.
Af sikkerhedshensyn kan vi ikke vise alle fartøjer og hele bemandingen.
