Intime oplevelser på La Vie



Når man råder over et cafélokale med plads til 14 siddende gæster, kan det virke temmelig hovedløst at lave arrangementer med levende musik eller kendte foredragsholdere. For hvordan får man udgifterne dækket med så få betalende gæster, når man ikke vil tage en ublu entré?
 - Vi skal ikke tjene penge på det, og så må jeg også sige, at vi har været så heldige, at folk tilbyder sig selv, siger La Vies daglige barista og vært Martin Egholm.

En lille institution
Af og til dukker lokale jazzmusikere op uanmeldt og giver en lille akustisk og improvisatorisk koncert på caféen.
 Martin Egholm har på et halvt år skabt en lille institution i bylivet. Et intimt cafélokale, hvor æstetik, samtale, jazz og nydelsesmidler dyrkes. Her kan jagten på billig benzin eller tre pakker hamburgerryg til en 50’er synes meget langt væk, og gæster i alle aldre og med alle tænkelige baggrunde taler med hinanden på tværs af lokalet om alt og ingenting. Martins café er en lille flig af Paris.

Lotte Heise   
En dag kiggede Lotte Heise ind i det lille lokale. Hun var i Horsens med en veninde fra Juelsminde, og Heise faldt øjeblikkeligt for stedet. La Vie mindede hende om modelkarriereren i Paris i de tidlige 80’ere. Så hurtigt fremkom hun med ideen, at hun skulle fortælle om sin tid i Paris på netop La Vie.
 Foredraget løb af stablen den 25. november, billetterne var revet væk i løbet af få dage, og Heise fik en flaske champagne for ulejligheden.

Historiefortælleren Islington
En stamgæst på La Vie kender historiefortælleren Carsten Islington, og en dag ringede Islington og tilbød sig for et yderst beskedent honorar. Han kommer lørdag den 9. december.
 Carsten Islington har fra 1997 lavet tv, radio og optrådt i hele landet med historier for voksne. Islingtons historier omhandler hans egne oplevelser fra et begivenhedsrigt og skævt liv. Fra dørmand og tjener på Vesterbro, til oliebisse, trucker, bygningsarbejder, fotograf, vinduespudser, bodyguard, skolebuschauffør, inkassator, opvasker og kunstmaler.Det hele fortalt med et glimt i øjet og en solid portion selvironi. 
 Carsten Islington har en sjælden evne til at fortælle historier, så alle kan forsvinde ind i dem. Der er både plads til at måbe og klukgrine undervejs, og det er umuligt at finde ud af, hvad der er røverhistorier, og hvad der er den pureste sandhed.    
 Det koster 125 kroner at opleve Islington i de intime rammer på La Vie den 9. december klokken 19.30. Der er måske stadig billetter, hvis man er hurtig. Billetter kan købes på La Vie.
 Under Islingtons historier kan man købe vin, øl, sodavand, kaffe – eller La Vies julespecialitet Vin Chaud. Det er den franske pendant til glögg – men uden mandler og rosiner. La Vies Vin Chaud er hjemmelavet efter egen, hemmelig opskrift.
yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025