Gudrun Andreasen.
KLUMME - Jeg har indtrykket af, at jeg er en af de få danskere, der ikke har en mening om skandalen på Borup Skole. Det har jeg ikke, for jeg ved faktisk ikke, hvad der er sket på skolen. Det ved vist heller ikke de fleste af dem, der udtrykker sig ganske bestemt om sagen, men det hindrer dem ikke i at have klare ytringer om skoleledelsen, borgmesteren, lærerne, folketingspolitikerne, regeringen osv.
Klumme af Gudrun Andreasen
De mest bastante ytringer kommer især til udtryk på de sociale medier, som jeg har et ambivalent forhold til.
Grundlæggende er jeg tilhænger af fuld ytringsfrihed, og netop de sociale medier giver folk let adgang til at ytre sig. I min barndom var det de få, der ytrede sig offentligt, for det krævede plads i avisen eller at rejse sig på offentlige møder, og det skal der lidt overvindelse til – i hvert fald første gang. Dengang gik mange gode meninger tabt, fordi det krævede for stor en indsats. Man hørte aldrig ”Maren i Kærets” mening.
Alle ytrer sig på sociale medier
Med de sociale medier kan alle nu let ytre sig, Og det benytter mange sig af. Og det er godt for demokratiet, som for mig at se stadig er den bedste styreform, man kan ønske sig. (At jeg mener, at demokratiet påskønnes alt for lidt og er under pres, er en helt anden sag).
Manger strammer den
Jeg har dog ikke så megen respekt for de ytringer, der mest er afløb for galde. Jeg føler, at mange lige strammer deres ytring en ekstra gang, når de ser, at andre er af samme mening. Og mange ytrer også deres holdning ved at sværte andres til. Det er det negative ved meningsudvekslingerne på de sociale medier.
Det bekymrer mig
Selv om jeg ingen mening har om Borup-sagen, så bekymrer den mig. Den er ulykkelig for alle parter, uanset hvad der er sket. For med det pres, der er med pressens og menigmands bevågenhed, så reduceres mulighederne for en fornuftig løsning, hvor alle kan se sig som vindere. Som det nu er kørt op, er der et krav om ”lig på bordet”.
Og det kommer der så nok også, for ellers vil Borup-sagen ikke dø.
