(Foto: Per Bonde)
GEDVED - Julemarkedet på Gedvedhus er for rigtig mange tegnet på at nu er julen kommet til Gedved.
Tekst og foto Per Bonde
Det traditionsrige julemarked fandt sted lørdag fra 13 – 16, og ligesom de foregående år var lokalerne under plejehjemmet fyldt med glade mennesker, der ivrigt cirkulerede mellem de forskellige boder, tombolaen eller tjekkede om der var gevinst i det amerikanske lotteri.
Julemanden gik stille rundt og sørgede for at alle havde det godt. Den søde duft af jul kom fra den dampende gryde med lækker gløgg, og over det hele fik man julestemningen ind via tonerne fra Christians harmonika.
Snak er vigtig
Rigtig mange havde også taget plads ved bordene. En af dem var Karl Møller. Jeg forsøger at komme her hvert, så føler jeg ligesom, julen er slået i gang. Jeg møder altid nogen, jeg kender og kan slå en snak af med. Så udveksler vi nyt om stort og småt – jo det er hyggeligt, siger Karl.
En anden, der har fundet plads ved bordene, er Lene. Jeg er en del af frivillig korpset her på Gedvedhus, så selvfølgelig kommer jeg til julemarkedet. Det er dejligt at se så mange glade mennesker, og så går det hele jo til et rigtig godt formål, nemlig at skabe mulighed for at lave aktiviteter for de gamle. Jeg synes, man kan købe mange spændende ting, og så er der rigtig fine præmier i både tombola og amerikansk lotteri.
(Foto: Per Bonde)
Uden frivillige intet julemarked
Der er rigtig mange involveret i at få julemarkedet etableret og afviklet. Principielt er det jo nok mig, der er ansvarlig, siger aktivitetsmedarbejder Gitte Sørensen, men jeg er jo bare et lille tandhjul i det hele. Det er kombirådet, og alle de frivillige der får tingene til at ske. De gør et kæmpe stykke arbejde både før, under og efter julemarkedet. Det skal de have en kæmpestor tak for. De frivillige er i det hele taget nøglen til alle de ting, der sker her på aktivitetscentret, slutter Gitte.