Hvad vejer 3 tons, er sølvblank, 245 grader varm og har et transportbånd? Det gør den nye moderne stenovn som er blevet installeret hos Kagehuset i Hovedgård.
Af Jørn Kildall
Hos Kagehuset i Hovedgård har man siden begyndelsen for 16 år siden kun oplevet vækst og tallene har hele vejen været på to cifre. Da bageriet åbnede i nye lokaler for 8 år siden, øgede man kapaciteten på bageovnene med 40% for at kunne følge med efterspørgslen på friskbagt brød.
Bagermester Henrik Kjær har endnu en gang været nødt til at udvide kapaciteten i det store bageri og fortæller:
- For to år siden udvidede vi med 20% mere køl, og nu er vi nået til endnu en flaskehals hvad angår ovnene og vi har i denne uge øget kapaciteten med yderligere 20% hvilket betyder vi kan bage 4.500 rundstykker i timen og 500—700 stenovnsbagte brød timen… hvis der er behov for det.
Kæmpe besparelse på strømmen
Ved at bygge lidt om i bageriet har man fået plads til den ekstra kapacitet og den gamle stenovn er ved samme lejlighed udskiftet med en ny og mere energi-økonomisk model.
- Den gamle stenovn, som vi var godt tilfredse med, brugte strøm som 1½ parcelhus og det var en stor omkostning. Med den nye stenovn sparer vi meget strøm – cirka halvdelen om året - og den lever også op til moderne ergonomiske krav, så bagerne ikke bliver belastet på samme måde som tidligere når der skal brød ind og ud af ovnen.
Med den gamle stenovn skulle bagerne løfte 15-20 kg. ind i ovnen, men med den nye stenovn har man fået en lift som gør arbejdet meget nemmere. Henrik Kjær har store planer med sin nye stenovn og forklarer:
- Vi har stor succes med at lave rundstykker af samme dej som vi bruger til Rustik Landbrød – Danmarks Bedste Brød. Den nye stenovn skal blandt andet bruges til et nyt koncept med flere typer surdejsrundstykker som bliver bagt i stenovn.
Nye produkter med surdej afprøves
Man har prøvekørt rundstykker lavet af surdej i et par måneder og kunderne har taget rigtig mod de nye produkter.
Forskellen mellem en varmluftovn/stikovn og en stenovn er, at i varmluftovnen cirkulerer luften inde i ovnen og her bliver birkes og rundstykker, store, flotte, runde og dejlige. I stenovnen kommer varmen nedefra og man bruger længere tid til selve bagningen. Det betyder at stenovnen er meget velegnet til rustikke brødtyper.