Lørdag den 7. september kl. 19.30 i Tåning forsamlingshus – for alle over 15 år
Vi kommer tæt på parret Margit Szlavik og Kaj Pedersen fra Alken, når de spiller deres ”Kaj og Margits Salon”.
Men ikke kun de to skuespillere kommer vi tæt på. Vi kommer også tæt på os selv, fordi stykket præcist indrammer og illustrerer, hvordan vi som mennesker, der har kendt hinanden i en årrække, kommunikerer.
På den led bliver vi løftet op og kan fra et større perspektiv se, hvordan vi til tider bliver fanget i vores egne, ret fjollede og håbløse roller – leveret både alvorligt og humoristisk af Kaj og Margit.
En overraskende start
Vi er vant til at gå ind og sætte os i stolene, når vi skal opleve noget i en sal.
Men sådan fungerer det ikke i ”Kaj og Margits Salon”.
- Vi beder alle om at vente udenfor dørene til salen, indtil alle er kommet og kan gå ind samlet.
- Inde i salen har vi dækket op ved små caféborde og skænker en lille genstand, før vi går i gang med at spille, fortæller Margit Szlavik.
Der bliver en pause midt i forestillingen, hvor Tåning forsamlingshus sælger kaffe/drikkevarer med tilbehør.
Husk tilmelding
Da der er et begrænset antal pladser, beder Ovsted, Tåning, Hylke menighedsråd om, at man tilmelder sig senest onsdag 4. september på othkirker.nemtilmeld.dk eller til sognepræst Trine Nissen på tlf.: 29 11 59 32 / mail: tbni@km.dk
En anmeldelse af forestillingen
Journalist Knud Abildstrup skrev efter premieren i 2020 dette:
Tosomhed - personligt og rablende.
Med poetisk harmonika og taktfast guitar som uundværligt akkompagnement funderer, duellerer og supplerer Kaj og Margit sig gennem deres Scener fra et ægteskab, undertitlen til deres musikfortælling.
Hjemmeskrevne og -komponerede sange i de to scenevantes karakteristiske samklang fik salongæsterne til at mindes Koppel-brødrene, Bruël-søstrene og balladetradition fra hele Europa. Fortællingerne mellem numrene skrues sammen af Margits personlige og søgende budskaber med Kajs nøgterne og rablende svar. Kærligt, afbrydende, glemsomt og belærende går det derudad i Szlavik-Pedersens spraglede og anarkistiske univers med bud på alt fra meningen med livet og døden til glæden ved fiskefrikadeller. Et både rørt og godt underholdt publikum kunne forlade salonen på Alken Mejeri med genkendende eftertanker og den særlige glæde, fonetiske amokløb giver.