Livet er en tilfældig tilfældighed



Poul Bjerregaard bor skønt i Tåning, langt væk fra Bruxelles og sit tidligere arbejde i EU.

Man siger brumbassen ikke kan flyve og det samme har mange sikkert også fortalt Poul Bjerregaard Thomsen fra Tåning som via tilfældigheder endte i Bruxelles og fik de største stjerner til at underholde i byen for danskere ansat i EU og NATO. Poul har altid grebet de muligheder som lå lige for også selvom de fra begyndelsen så umulige ud. Da han kom hjem til Tåning efter 35 år i Belgien, fik han Danmarks mindste jazzfestival op at køre i sin egen baghave.

Poul Bjerregaard Thomsen er født i Tåning i 1952 som den yngste i en søskendeflok på seks brødre. Poul betegner sig selv som en efternøler, hans brødre er født fra 1938 – 45. Poul er opvokset på gården Tåning Overgård, han gik i den lokale Tåning skole og tog sin realeksamen i Gedved. Efter endt skoletid gik turen til Skanderborg hvor han tog handelseksamen efterfulgt af HH i Århus. 

Da Pouls far døde i 1970, kom han meget tættere på sin mor, Gudrun Bjerregaard Thomsen, og det var hende som opfordrede Poul til at tegne jobkontrakt på seks måneder i Bruxelles. Poul fortæller mens kaffen og kagen nydes i den gamle smukke have med udsigt til marker og skov:

- Man kan have mange planer og idéer om hvor man vil hen i livet, men tilfældighederne sender os ofte i nye retninger. Jeg har aldrig tænkt på at jeg ville havne i Bruxelles og få en karriere på 37 år i EU.

Underholdning i Danmark

Poul Bjerregaard startede med at lave underholdning i Danmark, og han mærkede at han havde lysten til at lave noget andet og at det kunne være sjovt at prøve, at lave noget som gør andre mennesker glade. Poul var kun 27 år gammel og arbejdede på Lego, men showbizz trak i ham og han holdt meget af Jørgen Ryg og hans humor.

- Jeg hørte at komedien Den Grønne Elevator skulle på turne med Jørgen Ryg og Kirsten Walther, jeg fandt ud af hvem der stod bag forestillingen. Så jeg fik købt forestillingen og satte den op i Esbjerg Stadionhal, fortæller han.

Forestillingen var udsolgt på 14 dage. Senere, i 1978, havde Esbjerg Stadionhal 10-års jubilæum og Poul fik fat i Dirch Passer, John Martinus og Grethe Thordahl til at underholde. Han ville også have haft Daimi, som kommer fra Esbjerg, til at optræde men hun kunne desværre ikke.

Året efter, i 1979, begyndte Poul at arbejde med kommunikation og PR i EU-kommissionen. De sidste 17 år arbejdede han i besøgstjenesten, hvor han arrangerede konferencer og såkaldte prioriterede besøg for grupper som f.eks. journalister, lærere og andre undervisere, fagforeninger og erhvervsorganisationer på besøg i Kommissionen.

Netværket vokser sig stort

- I Bruxelles møder jeg mange forskellige mennesker og jeg husker særligt nogle Irere og Englændere, vi var gode til at hygge sammen, for vi havde samme humor. Sammen fik vi lavet en fodboldkamp og en efterfølgende fest. Det var starten på mit kæmpe netværk i dag, fastslår Poul Bjerregaard.

På et tidspunkt ringede Eddie Skoller til Poul og spurgte om der var plads til et show i Belgien? Showet var udsolgt i løbet af et par uger og Poul havde fundet et teater hvor der var plads til de 700 betalende publikummer som skulle opleve den populære entertainer.

Publikummet var hovedsageligt danskere som var ansat i EU-institutionerne og i NATO. Efter arrangementet talte Poul med Eddie Skoller som sagde: Nu tager jeg hjem og fortæller Jesper Klein og Klyderne, at de skal tage herned.

Poul Bjerregaard havde på dette tidspunkt ramt noget unikt, for ingen havde set at der var en niche og tomrum som kunne fyldes ud og fortæller:

- Vi havde ikke meget TV og slet ikke Internet. Folk var ellevilde hvis der kom noget dansk til byen – i dag kan man se alt, alle steder – men sådan var det ikke dengang.

Bliver lidt længere tid i Bruxelles

Poul fik hurtigt forlænget sin kontrakt med tre år yderligere og bestod de forskellige interne udvælgelsesprøver som alle skal igennem. Han modtog undervisning i fransk i Paris for at dygtiggøre sig.

Som tiden gik lavede Poul flere og flere kulturelle arrangementer for danskerne som boede og arbejde i Bruxelles. Det var den væsentligste grund til at han blev i byen. Han blev hurtigt kendt i brede kredse som ”ham danskeren med arrangementerne” og mange kaldte ham for den mest specielle dansker i Bruxelles:

- Det var ikke mit job at lave disse arrangementer, det var en hobby ved siden af mit job. Senere i min karriere kom jeg i PR og Event-afdelingen, hvor mine kontakter og evner helt naturligt kunne bruges.

Poul Bjerregaard har ikke et præcist tal på hvor mange arrangementer han lavede i Bruxelles, men skyder på et tal mellem 80 og 100 i den tid han var der. Poul er glad for de mange forskellige kunstnere og kendisser han fik skaffet til Bruxelles som underholdning for danskerne, men selv her var der stadig lidt Jantelov tilbage:

- Der var mange som væddede på, at jeg ikke kunne få Victor Borge til at optræde i Bruxelles… eller Kim Larsen som ikke ville besøge Henning Christoffersen – men det fik jeg!

Jesper Klein var på turne i Danmark med Gøngehøvdingen og Poul spurgte ham om den ikke skulle opføres i Bruxelles og Luxembourg – det var han helt med på:

- Jeg fik et opkald fra Henning Christoffersen som var Danmarks kommissær i Europa-kommissionen som sagde: Vi vil gerne give frokost eller natmad til Jesper Klein og skuespillerne, som det nu passer ind i programmet og det sagde man ikke nej til. På den måde kom jeg til at kende Henning Christoffersen, og han var altid meget hjælpsom når vi lavede arrangementer.

Nej tak til jakkesæt og slips

Mange viser sig frem i Bruxelles med slips og flotte jakkesæt, hvilket ikke var noget for Poul – for de måtte tage ham som han var.

- For mange er jakkesættet en slags uniform og de tror straks at de er noget, men jeg var mig selv og det fandt alle meget hurtigt ud af, griner han og tager endnu en tår kaffe.

I 1996 besluttede Poul sig, sammen med nogle andre, at stable en fodboldturnering på benene og der skulle komme et hold fra hvert EU-land og Danmark var repræsenteret af AGF, og forklarer:

- Det var også mit store ønske at få Dynamo Moskva med til turneringen og med penge fra EU fik vi dem til Bruxelles og de var imponeret da de ankom i lufthavnen – da de tog hjem igen stod alle mand og tudbrølede… det var vist en succes.

Oplevelsen fik Poul til at oprette en fond for at hjælpe børn i Rusland og han manglede en protektor. Med sine gode forbindelser og store netværk fik man sat Mikhail Gorbatjov, tidligere sovjet-russisk leder, ind som frontfigur.

- Jeg mødte Gorbatjov flere gange og fik sendt masser af hjælp til de russiske børn. Mange troede heller ikke på at dette kunne lykkes for mig… er manden rigtig klog spurgte de? Det ved jeg ikke, jeg forfølger bare min idé og så lykkes det nogle gange, konstaterer han.

Mens Poul Bjerregaard var i den danske besøgstjeneste i Bruxelles, var arbejdet også at holde foredrag om EU, et job han stadig rejser rundt med efter at være gået på pension.

Glødende EU-tilhænger

Når man har talt med eller hørt Poul Bjerregaard tale om EU er der ingen tvivl om at han er en stor fortaler for konstruktionen:
- Mange danskere ved ikke hvorfor de har det så godt. Husk at EU er lavet som et fredsprojekt. Lige nu har vi store udfordringer med Corona, klima og de ydre grænser… man ville ikke hjælpe Italien – jo med nogle respiratorer som ikke kunne bruges. Det sender et dårligt signal.

Poul mener at mange opfattelser omkring EU skyldes at man har de forkerte oplysninger eller ganske simpelt mangler dem og kommer med nogle eksempler:

- Tag børnepenge som sendes til Østeuropa – det er pebernødder! Østeuropa fik ikke Marshall-hjælp efter anden Verdenskrig, så derfor har de fået det nu gennem EU. Mange siger at EU bestemmer alt – beslutningerne kommer ikke fra EU, de tages i Bruxelles af medlemslandenes ministre gennem forhandlinger og kompromisser. Ja, Europa er også her hvor vi sidder og beslutningerne kunne lige så godt blive taget i Tåning!

Slutter EU-karrieren i København

Poul var meget glad for det lange arbejdsliv i Bruxelles, en tid han ikke ville have undværet. I 2014 stopper han i Bruxelles, men er ikke helt færdig med jobbet i EU og bliver ansat på EU-kontoret for events i København. Her lavede man foredrag og hjalp uddannelsesinstitutioner med EU-relateret undervisningsmaterialer. Poul pendlede fra Tåning til København i to år, inden han trak sig tilbage og gik på pension.

Fortsætter med projekter i Danmark

Da Poul er gået på pension i 2016, har han tid til at sætte nye projekter op og han satte den Grønne Elevator op med Tommy Kenter og Bodil Jørgensen på Skanderborg Teater. Overskuddet på forestillingen gik til Sølund.

- Det gik godt, så jeg gentog succesen med De Nattergale, Viggo Sommer og Per Frimann. Hver gang var der et overskud som kunne sendes videre til Sølund, fortæller han glad.

Samtidig med at Poul kommer hjem til Danmark tager han initiativ til at stable en jazzfestival på benene hjemme på gården i Tåning. Første udgave, 2014, bliver en succes og regnskabet gav plads til at man kunne lave en ny allerede året efter.

Jazzfestival på en mødding

- Mange sagde til mig at jeg ikke var rigtig klog… at lave en festival på en mødding! Den var rengjort og helt lugtfri. Jeg havde et par år forinden prøvet kræfter med jazz i Tåning Forsamlingshus, hvor jeg havde haft Jesper Klein og Anders Errboe til at optræde. Det var Jespers Kleins forslag at, vi flyttede koncerterne op på gården, griner han hjerteligt.

Pouls mor Gudrun Bjerregaard Thomsen som stadig boede på gården holdt meget af musikken og hun var vild med Frank Sinatra og Poul ville finde en måde at gøre hende glad på:

- Min mor havde det ikke så godt, men Sinatra var hendes helt store ønske. Til festivalen i 2015 ringede jeg til Michael Carøe og spurgte om han ikke ville komme og synge for min mor. Han kom og sang 4 – 5 numre og min mors lykke var gjort.

Der bliver festival i 2020

Efter udbruddet af Corona-virus og et nedlukket Danmark, var Poul Bjerregaard og folkene omkring Tåning Jazz Festival længe i tvivl om hvorvidt de kunne gennemføre en festival i år. Heldigvis er der efterhånden løsnet så meget op på kravene, at man nu må have 500 siddende gæster til et udendørsarrangement:

- Vi har pladsen til at have mange gæster, men 500 gæster det kommer vi aldrig op på. Vi havde allerede solgt mange billetter før Corona så vi glæder os meget. I år er et jubilæumsår, da mine forældre købte Tåning Overgård for 80 år siden… så det kunne være sjovt at fejre.

Festivalens program har kendte navne på plakaten og begynder 8. august klokken 12 med Errboe & Svarrer’s Jazz og Humorforsyning, hvor der er lagt op til gak og løjer fra de to lune herrer. Midt på eftermiddagen klokken 15 går Daimi på scenen sammen med Louisiana Jazzband og her er der garanti for lækker vellyd, forhåbentlig pakket ind i en dejlig sommerdag.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024