På grund af den kraftige vind, der har været i går og i dag, så varsler DMI risiko for kraftigt forhøjet vandstand, der vil kunne medføre kystoversvømmelser også i Sydøstjyllands Politikreds.
Bor du i et kystnært område, så kan det være en god idé at tage dine forholdsregler og beskytte dig mod eventuelle oversvømmelser, hvis uheldet skulle være ude. Det er østkysten, der er i farezonen, dvs. fx Kolding, Fredericia, Vejle og Horsens havneområder og lavtliggende områder i øvrigt. Sandsække og presenning kan fx anvendes til at sikre døre og vinduer samt gulvafløb mod højvande.
Undgå desuden unødig færdsel i de oversvømmelsestruede områder, og følg myndighedernes anbefalinger for dit lokale område.