Mens der gennem de sidste 150 år er fremkommet utallige beskrivelser om de militære operationer til lands under den anden slesvigske krig, har der – bortset fra beretninger om slaget ved Helgoland – været skrevet forbavsende lidt om krigen til søs. Dette er der nu rådet bod på, idet direktøren for Fregatten Jylland i Ebeltoft, Østbirkdrengen Benno Blæsild, cand. mag et art. i forhistorisk arkæologi og kunsthistorie, netop har udgivet en detailleret afhandling herom. Bogen beretter om Træfningen ved Rügen under den stærke danske flådes blokade af de nordtyske havne, panserskibet Rolf Krakes indsats under Preussernes invasion af Als, forsvaret af Vadehavsøerne og – selvfølgelig – slaget ved Helgoland. Operationerne er levende skildrede som de foregik, ofte time for time, det er ikke fiktion men baseret på breve og beretninger af involverede menige og officerer, herunder lejlighedsvis også hvordan fjenden oplevede træfningerne.
Meget nyt kommer der frem i bogen, f.eks. i forbindelse med fjendens overgang til Als. Bogen der er elegant opsat er letlæst og spændende, og den er rigt illustreret med billeder og plancher samt kildeanvisninger. Forfatteren bør have megen tak for sit store arbejde, og værket vil fremover være et must for dem der interesserer sig og arbejder med dansk krigshistorie.