(Arkivfoto)
Krisen og specielt de høje energipriser har stor indflydelse på det danske samfund, og alle bliver ramt. Mange butikker rundt i Danmark kæmper med ryggen mod muren for at få hjulene til at løbe rundt, og der er stor risiko for, at butikker må dreje nøglen. Det vil være en katastrofe for de involverede butiksejere og deres medarbejdere, men også for forbrugerne har det konsekvenser.
Bor man i en større by er konsekvensen nok til at overskue. Man får måske lidt længere, når man skal handle ind, og måske skal man til at vænne sig til en anden indretning af butikken, og at sortimentet er en smule anderledes. Generelt er det dog sådan, at man indenfor rimelig afstand kan foretage sine indkøb, hvad enten det er dagligvarer, eller udvalgsvarer som tøj, sko, isenkram og så videre.
Helt anderledes ser det ud i de mindre samfund. Her er risikoen, at det faktisk er den sidste butik i sin branche, der lukker, og hvis det sker, er det ikke sandsynligt, at den eller en tilsvarende åbner igen i lokalområdet. Så for de små samfund er der virkelig noget på spil.
I avisens dækningsområde er der byer, hvor der kun er én butik tilbage, og som i mange tilfælde ud over dagligvarer også tager sig af andre vigtige funktioner, og derudover er et vigtigt omdrejningspunkt i lokalområdet. Det vil virkelig være et tab for byen og området, hvis den butik må lukke,
Også i de områder, hvor der er flere butikker, er de alle afgørende for lokalområdet. De er alle med til skabe sammenhængskraften i lokalområdet til gavn for mange andre aktiviteter, så falder en eller flere butikker ud, vil man være tvunget andre steder hen, med risiko for at andre indkøb følger med, så tab af én butik i et lokalområde vil flytte mere handel til de store byområder, også mere end den lukkede butik omsatte. Kort sagt går det ud over det øvrige butiksliv i lokalområdet at butikker lukker.
Også mange forenings- og andre lokale aktiviteter er hårdt ramt af de høje energipriser, og har brug for opbakning fra alle gode kræfter. Foreninger og lokale arrangører der måtte opleve underskud, kommer måske ikke over det, og dermed kan det være slut med gode sunde aktiviteter i dit lokalområde. Senest har vi hørt og læst om forsamlingshusenes udfordringer, hvor nogle er truet på deres eksistens.
Avisens opfordring til dig er – bak om dit lokalområde. Læg dine indkøb lokalt og støt de aktiviteter foreninger og andre tilbyder dig og din familie. Hvis nok gør det, kommer lokalområderne helskindet ud på den anden side af krisen, hvis ikke vil noget være ændret for altid.
Det er dit valg, der afgør udviklingen i dit lokalområde.
pebo