Der kan være store udsving i antallet af publikummer til koncerterne i Gedved på det gamle Seminarium, men hyggen er altid i den høje ende, uanset antallet af gæster i salen og fredagens koncert med Esben Kronborg var heller ingen undtagelse.
Af Jørn Kildall
Små 30 gæster havde fundet vej til de hyggelige gamle bygninger og der var etableret scene på gulvet og lavet cafeopstilling med borde og stole – så Esben Kronborg og publikum var helt tætte på hinanden.
Heldigvis passer Esben Kronborgs musik godt til denne type arrangementer og der var en lyttende og nærværende stemning i salen, fra publikum ude i mørket.
Ved aftenens koncert skulle Esben Kronborg have haft sin makker Max Kirkeby med på scenen, men sygdom gjorde at han måtte melde afbud. En sjov ting var, da Esben Kronborg fortalte, at på grund af, at Max ikke kunne være til stede, gav han en drink i pausen!
Heldigvis kunne Esben klare koncerten selv og han indledte med at fortælle: Vi havde planlagt en liste med numre, men den smider jeg væk og synger de sange som falder mig ind.
Det var ikke en dårlig beslutning og Esben Kronborg var meget nærværende og fortalte små anekdoter – og hyggede om sit publikum. Der var flere i salen som var kommet langvejs fra for at overvære aftenens koncert og for nogle få stykker blandt publikum, var det et kærligt gensyn at stå inde i seminariesalen, da de var nogle af de sidste som blev uddannet på stedet.
Aftens koncert var vellykket – det eneste minus var, at så få havde opdaget at en lokal stjerne var i byen fredag aften. For publikum var det en god og hyggelig aften sammen.