Andreas Askhøj (Pressefoto)
Musiker Andreas Askhøj inviterer til fortryllende sangaften i Domen i Aarhus d. 21. oktober. i forbindelse med udgivelsen af sit nye album.
“Mens skumringen lister ind over Aarhus, skal vi synge natten ind under Domens trygge kuppel, mens vi følger stjernerne, der langsomt titter frem på himlen. Det bliver en fuldstændig magisk aften, hvor vi skal lære fem nye sange at kende gennem live-optrædener fra stemmerne bag Little Chubbies og fællessang i den gode, gamle, klassiske højskoleånd.”
Andreas er del af et team af unge iværksættere, der har skabt børneuniverset Little Chubbies målrettet 2-6-årige, der udover børnebøger og animationsfilm, nu kan tilbyde godnatsange. Little Chubbies er ikke Andreas’ første møde med hverken film eller musik. Han er opvokset i Østbirk, og her har han sammen med andre lokale drenge skabt kreative fællesskaber, hvor interessen for film og musik har kunnet udfolde sig. Det har blandt andet resulteret i “DerFindesMonstre”, som er en satirisk hip hop gruppe, hvor Andreas har kunne give den fuld smæk med sjove sangtekster. Nu er genren en hel anden, men den store interesse for at skabe musik i et kreativt fællesskab er den samme.
“Jeg laver musik, fordi musik snakker til følelser, og jeg elsker at se, hvordan man kan frembringe et smil på læben eller en tåre i øjenkrogen, når man spiller noget musik for andre, man selv har lavet. Jeg har kastet mig over godnatsange, fordi natten er et magisk, mystisk og lunefuldt sted. At skrive tekster inden for disse rammer er som at skrive en godnathistorie på melodi. Det er et spændende stykke arbejde.”
Musikken er skabt af Andreas, og teksterne er skabt i samarbejde mellem Andreas og Signe Hyldelund. Fantasien har fået frit løb, og målet har været at skabe sange, der både kan lyttes til og læres.
“Drømmeland er et spøjst sted, hvor der sker de mærkeligste ting. Derfor har vores vision med sangene været at skrive nogle dragende tekster med stærke billeder og finurlige historier, som forhåbentlig kan hjælpe børnene med at fantasere sig ind i drømmenes forunderlige verden og hjælpe dem med at slappe af og falde i søvn.”
Et par af sangene vil til sangaftenen blive fremført af et hold skuespillere, der ikke er ukendte ansigter - eller rettere stemmer - i Little Chubbies univers. De har nemlig lagt stemme til de runde dyr i animationsfilmene, der er skabt til universets egen YouTube-kanal, Little Chubbies TV.
“Vores univers består ikke af én bærende hovedkarakter, men otte vidt forskellige, runde dyr, som børnene på hver deres måde kan identificere sig med, når de søde, små chubbies inviterer dem med på timevis af sjove lege, historier, sange, musik, dans og bevægelse.”
Med en bred vifte kreative, underholdende og lærerige produkter og nu også et album, håber Little Chubbies, at de kan bryde igennem og blive et sted, børn søger hen for at underholdes, stimuleres og for at lære. Men teamet bag Little Chubbies sidder ikke og venter på gennembruddet. De fortsætter det hårde arbejde med at skabe endnu flere produkter, for som Andreas siger “er Little Chubbies et kreativt frirum, hvor ingen ideer er for skøre til at blive realiseret.”
Arrangementet er gratis og for børn og voksne i alle aldre. Dørene åbner kl. 19:30, hvor der er vil være mulighed for at købe sig noget at drikke i Domens café og kl. 20:00 begynder sangaftenen.