LykkeLiga-stævne i Dagnæs Hallen



(Foto: Arendina Post de Jong)

HORSENS - Børn og unge fra hele området samledes lørdag til et fantastisk håndboldstævne arrangeret af HH UNIkids Horsens, hvor sport og fællesskab var i centrum.

Af Jørn Kildall. Fotos Arendina Post de Jong

Lørdag d. 23. november blev Dagnæs Hallen fyldt med glæde, energi og fællesskab, da HH UNIkids Horsens afholdt et stort LykkeLiga-stævne. Stævnet samlede hold som Solhjulets Superstjerner fra Give, SVHK Stars, Hedensteds Håndbold Helte og Brædstrup Stjernerne, der alle deltog med stor entusiasme.

Borgmesteren åbnede dagen

Dagen begyndte med et besøg af Horsens’ borgmester, Peter Sørensen, der officielt åbnede stævnet. Han hilste på spillere, trænere og forældre og delte sin begejstring for arrangementet. I sin åbningstale sagde han:

”Sport kan noget for alle, og LykkeLiga Håndbold er bare et utroligt godt sportsstævne, der viser, at der er plads til alle og skaber stærke fællesskaber. Håber I får en fantastisk sjov lørdag med håndbold og fællesskab.”

De mange fremmødte kvitterede med klapsalver, og hans ord satte en perfekt ramme for dagens program.
 

(Foto: Arendina Post de Jong)

Sponsorer og ildsjæle bag succesen

Stævnet blev til med stor støtte fra lokale sponsorer, som havde bidraget til at gøre dagen mindeværdig for deltagerne. Flere sponsorer meldte sig endda til i sidste øjeblik, hvilket understregede den store opbakning til initiativet.

Bag arrangementet stod HH UNIkids Horsens med Dennis, Anne og Camilla i spidsen. Deres indsats og dedikation blev fremhævet af borgmesteren, som takkede dem for deres fantastiske arbejde med at skabe en dag fyldt med glæde og fællesskab.

Håndbold for alle

HH UNIkids er en forening, der tilbyder børn og unge med udviklingshandicap muligheden for at lære håndbold og samtidig blive en del af et aktivt foreningsliv. Udover at give spillerne plads til at udvikle sig på banen, danner foreningen også rammerne for nye venskaber og oplevelser. Forældrene finder ligeledes et fællesskab og er med til at skabe gode minder sammen med deres børn.
 

(Foto: Arendina Post de Jong)

En dag fyldt med glæde

I løbet af dagen var der masser af spændende kampe, hvor spillernes engagement og glæde strålede igennem. Publikum bakkede op med klap og hep, og hallen summede af liv. Der var smil og highfives overalt, og fællesskabet mellem de forskellige hold var tydeligt.

LykkeLiga-stævnet i Dagnæs Hallen blev ikke blot en sportsdag, men en festdag, hvor alle fik lov til at skinne som stjerner på og udenfor banen.
 

Jørn Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024