Mennesker, mudder og masser af hygge



(Foto: Emilie Kildall)

HORSENS - I en mild sommerlørdag uden regn og endda med solen tittende frem hist og pist, fandt jeg vej til årets Horsens Marked. Det var svært at finde en parkeringsplads, der var mange mennesker, køen var lang, men det var uden tvivl det hele værd.

Tekst og foto Emilie Kildall

Horsens Marked løb af stablen i weekenden 26.-28. juli på Dyrskuepladsen. På vej ind var bilkøen lang, men de mange biler betød også mange glade mennesker. De var klar til at hygge sig med venner og familien, og måske gøre en god handel eller finde lige dén sættekasse, som mangler i indretningen.
 

(Foto: Emilie Kildall)

Hvorfor gummistøvler?

I det sparsomme solskin så jeg flere både børn og voksne med gummistøvler på. Jeg undrede mig, da skyerne i horisonten slet ikke tydede på regn. Der var da ikke vådt, vel? Der tog jeg og mine flade, åbne sandaler fejl. Med en våd start fredag eftermiddag, fik både besøgende og kræmmere en mudret lørdag. Men dette tog ikke pusten fra en eneste på pladsen.
 

(Foto: Emilie Kildall)

Alt hvad et marked kan

På Dyrskuepladsen var der ikke kun kræmmere, som solgte alt fra elektronik udstyr, lammeskindsstøvler og alt hvad man kan finde i en propfyldt garage. Markedet bød også på madboder, forlystelser til alle aldre, et tog med plads til børn og deres forældre, samt standup og musik i Markedsteltet. Hvad mere kan man ønske sig?
 

(Foto: Emilie Kildall)

Mine forventninger

Jeg selv fik gjort nogle gode køb, spist en lækker pandekage med chokolade og det eneste jeg kom hjem med, som jeg ikke ønskede mig, var lidt ekstra jord og mudder på mine sandaler.

Jeg havde ikke de store forventninger til denne dag, da jeg desværre ikke før har deltaget i Horsens Marked. Men dette fik jeg lavet om på; en eftermiddag i godt selskab i markedsstemning, er en eftermiddag godt brugt. Det kalder jeg en yderst hyggelig lørdag.
 

(Foto: Emilie Kildall)

Sæt kryds i kalenderen

I over 30 år har horsensianere og alle omkring vores skønne landsdel kunnet deltage i og opleve Horsens Marked. Det foregår hvert eneste år i uge 30 med omkring 250 markedsboder. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen for datoerne 25.-27. juli 2025, hvis du vil opleve markedet næste år.
 

Emilie Kildall

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024