VOERVADSBRO - MolaMola præsenterer i efteråret 2024 spændende udstillinger og arrangementer med fokus på lokal kunst og geologi. Oplev unikt design, akrylmalerier, samt keramikværker, og deltag i kurser, der forener kreativitet med faglig viden.
I butikken ved Gudenåen vises, sammen med værkstedets eget stentøj og beton, spændende værker af Hanne Munch Pedersen og John Brogaard fra Voerladegård.
Hanne portrætterer i akrylmaling virtuost mennesker med stor udtryksfuldhed, og hendes billeder kan erhverves som tryk med eller uden ramme i forskellige størrelser – samt som postkort.
John udvikler lamper i unikt design, fremstillet af gammelt egetræ fra familiens bindingsværkshus, der faldt i en storm. Lamperne er små skulpturer i sig selv.
Billeder og lamper fra de to lokale kunstnere supplerer med materiale- og farvevalg smukt både hinanden og keramikken i udstillingen.
”Geologi og genbrug”
I uge 42 (søndag d. 20.10.) afholdes et spændende og lærerigt arrangement, hvor geolog Inga Sørensen vil fortælle en del af historien om geologien i Gudenådalen samt om tilblivelsen af bl.a. det ler, vi anvender i keramikken i dag.
Til slut får deltagerne mulighed for at få fingrene i lokalt materiale og forme en lille ting, som efterfølgende brændes. Arrangementet er nærmere beskrevet på Kultunaut.dk (undervisning).
Åbne Atelierdøre i Silkeborg
Åbne Atelierdøre i Silkeborg løber af stablen i weekenden 21.-22.9. I år har jeg valgt at deltage i arrangementet som én af fire udstillere på adressen Granhøjvej 8 i Silkeborg. Der vil være grafik, maleri, skulptur med mere – og besøgende bydes på en kop kaffe eller te.
Kurser og arrangementer
Kurser og forskellige arrangementer tikker ind i efterårskalenderen.
XS-kurset, som henvender sig til enhver med lyst til ler, er der som vanligt god efterspørgsel på. Også endagskurser arrangeres løbende.
Som noget nyt afholdes et ”plantebeholderkursus” over fire aftener, hvor vi den sidste gang får besøg af en dygtig blomsterdekoratør, der vil lære os, hvordan vi bedst udnytter den færdige stentøjsvase, -krukke, -potte eller -fad.