Fra seniorbofællesskabets hjemmeside www.sundbakken.info - en illustration af det valgte projektforslag fra Dansk Boligbyg A/S. Pluskontoret Arkitekter står for den arkitektoniske idé og udformning.
Stor interesse for nye boligformer for seniorer på Brædstrup Kro i torsdags.
Op mod 70 interesserede var mødt op på Brædstrup Kro i torsdags for at høre mere om seniorbofællesskabets muligheder.
Initiativtagerne til det uforpligtende møde om bofællesskaberne er Mogens Knudsen fra Naerdemokrati.dk med base på Fængslet i Horsens, Peder Kirkeby fra Vestbirk og Christian Kjær fra ingeniør- og arkitektfirmaet Constructa med en afdeling på Fængslet.
De fremmødte kunne via krydser markere i hvilken af de 3 byer Vestbirk, Brædstrup eller Østbirk de fremtidigt ønskede at bosætte sig. En overvægt til Brædstrup med Vestbirk og Østbirk på de næste placeringer afspejlede geografisk at man har et højt ønske om at blive boende i det lokalområdet, hvor man lever hverdagslivet, hvor man føler sig hjemme. Brædstrupborgerne var naturligt i overtal i Brædstrup.
Mogens Knudsen fortalte om bofællesskaber, som initiativgruppen havde besøgt i f.eks. i Tvingstrup, Hovedgård, Gedved og Rask Mølle og ridsede op at man i første omgang ville gå efter at etablere bofællesskaber som almennyttige lejeboliger, ikke nødvendigvis kun ét af stederne.
B.la. derfor havde man også inviteret Birger Jensen fra seniorbofællesskabet Sundbakken i Stensballe til at fortælle om hvordan man er kommet igang med et sådant støttet af OK Fonden, og nærmer sig indflytning i primo 2019. En process som nemt tager 2-3 år.
Arkitektfirmaet Constructa kom inden kaffepausen med et bud på hvordan et bofællesskab med fælleshus i flere udgaver kan se ud.
Mogens Knudsen, der rundende af inden pausen, opfordrede også til at melde sig til styregrupper, mens alle interesserede skulle deltage i den sociale del i bofællesskaberne.
Nye muligheder
Peder Kirkeby hævede barrieren og ville gerne tale om muligheder for noget særligt eksklusivt.
Måske vi har selvkørende chaufførløse el-biler inden for nogle få år. Måske vi kan bygge som i Randers Regnskov, energibesparende i fællesskab, lavenergi byggeri, flytte Italien til Danmark, vi er mange, der har friværdi i vore huse, jeg tror ikke det er vigtigt i fremtiden at bo i gåafstand fra Brugsen.
- Sådan noget er aldrig lavet før, tænkte jeg.
- Men i Sverige såmænd har de bygget fremtidens boliger - de hedder Bovieran. De har hjemmeside og afdeling i København, sagde Peder Kirkeby med passion i stemmen.
Mødedeltagerne gav nemlig også udtryk for at forventningerne til seniorfremtiden langt fra havde en fællesnævner. Mogens Knudsen, der tidligere har boet i kollektiv i 30 år, fik på et tidspunkt da han fortalte om fortiden, bofællesskabsprojekter til at lyde rigeligt som et kollektiv. Privatlivets fred ønskede bestemt ikke alle at sætte en streg over.
Derefter blev det gjort klart at uanset hvilken boform der vælges, lejebolig, ejerbolig eller andelsbolig er det naturligvis fremtidens beboere, der former hverdagen for fællesskabet aktivitetsniveau.
Der indkaldes til et nyt møde i marts måned.
Du kan se en film om fremtidens boliger her - der er 1000 boliger i Sverige fordelt i 20 byer med pt. ingen i Danmark, oplyser Peder Kirkeby til Østbirk Avis Østjydsk Avis.