Nu bliver der taget første spadestik på stor udvidelse af aktivitetscentret i Egebjerg



Visualisering udvidelse af aktivitetscenter på Egebakken v. RUM arkitekter

EGEBJERG - Torsdag den 15. august 2024 starter byggeriet af 300 ekstra kvadratmeter til aktiviteter og fællesskab for seniorer i Egebjerg ved Horsens.

Af Horsens Kommune

Om ca. et år kan endnu flere seniorer i Egebjerg glæde sig til at mødes om fælles aktiviteter i den nye bygning, der skal opføres ved siden af plejecenter Egebakken. Her skal aktivitetscentret udvides med 300 kvadratmeter, og byggeriet sættes nu i gang.

Det sker, når borgmester Peter Sørensen stikker spaden i jorden til udbygningen torsdag den 15. august 2024 kl. 13.00 på Egebjergvej 148B, 8700 Horsens.

I de nye lokaler vil der blandt andet være mulighed for at etablere værksteder, nørklerum og atelier. Der bliver også møderum og en sal med mulighed for at lave gymnastik, træne og udfolde sig fysisk for centrets aktive brugere. Også Egebjergs lokalarkiv får nye og større rammer, ligesom parkerings- og ankomstforholdene bliver forbedret.

Ekstra plads er velkommen

Egebakkens aktivitetscenter er et aktivt center, hvor mange brugere og frivillige har deres gang, og pladsen i det nuværende center er for trang. Derfor glæder det borgmester Peter Sørensen, at der bliver bedre plads til at understøtte de mange aktiviteter for seniorer.

- Vores aktivitetscentre skal være indbydende og åbne for aktiviteter og samvær for brugere og frivillige, og centrene er en levende del af det lokalsamfund, der ligger omkring det. Jeg er glad for, at der fremover kan blomstre endnu flere idéer og aktiviteter frem på Egebakken, og allervigtigst - at det bliver muligt at invitere endnu flere borgere til hyggelige stunder på aktivitetscentret.

Sundhed og forebyggelse

Også Pernille Holm, der er udvalgsformand for Sundheds- Forebyggelses- og Psykiatriudvalget i Horsens Kommune, glæder sig til, at dørene kan åbnes til de nye lokaler.

- I byrådet har vi i år vedtaget en ny sundheds- og forebyggelsespolitik med titlen "Sundhed for Livet", hvor et af de centrale fokusområder netop er "Fællesskab og frivillighed". Her spiller vores aktivitetscentre en vigtig rolle, fordi de understøtter fællesskab, frivillighed og det aktive og sunde liv. Med gode rammer og engagementet i aktivitetscentrene kan vi styrke samværet og forebygge ensomhed og mistrivsel blandt kommunens seniorer.

Byggeriet er blevet til i samarbejde med RUM arkitekter og Boligforeningen HAB54 og udføres af Entreprenør Egil Rasmussen, Fredericia. Desuden har frivillige, aktivitetscentrets bestyrelse og Egebakkens Venner og personalet på Egebakken bidraget til udformningen af bygningen, der forventes at stå klar til brug i sommeren 2025.
 

Lignende artikler

Horsens Kommune

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024