Fra den 2. juli 2018 kan borgere og virksomheder aflevere sanitet/porcelæn og isolering i særskilte containere, når de kører på genbrugspladserne i Brædstrup og Vedslet.
Hidtil har det kun været muligt at sortere de to affaldstyper i særskilte containere på Horsens Genbrugsplads. Her går det rigtig godt med sorteringen, og det betyder, at store mængder affald ikke havner i deponicontainerne. Ordningen bliver derfor nu udvidet til kommunens to øvrige genbrugspladser.
I containeren til sanitet/porcelæn må der foruden sanitet/porcelæn puttes keramik, klinker, fliser, marmor og glaseret tegl. Der må godt være mindre rester af mørtel, fugemasse o.l. på affaldet, men der må kun afleveres materialer, som ikke er forurenet. Er du i tvivl, om der kan være f.eks. asbest eller PCB i affaldet, skal det fortsat i asbest- eller deponicontaineren.
I containeren til isolering må der komme mineraluld - både sten- og glasuld, hvor plastikken ikke behøver være fjernet.
Flere gevinster
Der er flere miljømæssige og økonomiske gevinster ved at genbruge sanitet/porcelæn og isolering. Sanitet/porcelæn kan f.eks. bruges til at fremstille isolering og betonklodser, mens isolering kan bruges til at lave ny isolering og Leca-nødder.
Der er særlige regler for at anmelde bygge- og anlægsaffald samt screening for PCB mv. Reglerne kan ses på Horsens Kommunes hjemmeside.