Ny energimærkning skal hjælpe forbrugerne med at spare penge



Illustration: Shutterstock

I går hed den bedste energiklasse for et køleskab og andre hårde hvidevarer produkter A+++. Det ændrer sig nu, og fra den 1. marts vil A være det højeste energimærke herhjemme. Det skal være med til at gøre det nemmere for forbrugerne at vælge produkter, der sparer CO2 og penge på elregningen.

Fra i dag er det slut med at gå efter hårde hvidevarer med energimærke A+++ - EU ændrer nemlig energimærkningen for køleskabe og frysere, vaskemaskiner og kombinerede vaske/tørremaskiner, opvaskemaskiner samt TV og elektroniske skærme. Til september får også lyskilder nyt energimærke, og med tiden vil alle produkter bruge den samme skala: A-G.

Den nye energimærkning er godt nyt for forbrugerne, mener klimaminister Dan Jørgensen:

”Den nye energimærkning gør det langt nemmere at sammenligne, hvor meget energi produkterne bruger. Samtidig bliver der også stillet større krav, så det bliver sværere at opnå et A på den nye skala, end det var at opnå det lidt kryptiske A+++ på den gamle skala. På den måde bliver det nemmere for forbrugerne at vælge de produkter, der giver besparelser på både energien og elregningen”, siger Dan Jørgensen.

Dansk Erhverv: Til alles fordel

De nye skrappere energikrav betyder, at de bedste produkter i dag typisk vil opnå et B- eller C- mærke. Forhandlerne har fra den 1. marts 14 arbejdsdage til at udskifte de gamle energimærker med de nye i butikker og webshops.

Forhandlerne står klar til udskiftningen, fortæller adm. direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, der repræsenterer en stor del af forhandlerne.

”Et velfungerende energimærke er en fordel for alle, for det bidrager til en relevant innovation til gavn for klimaet. Vores medlemmer har en stor interesse i at gøre det nemt og gennemskueligt for danskerne at købe nye mere klimavenlige produkter, og det nye energimærke bliver et vigtigt redskab til det fremover,” siger Brian Mikkelsen.

Sammenlign på mobilen

De nye energimærker får en QR-kode, som giver adgang til flere informationer om produktet. Det er resultatet af et stort forarbejde fra EU, der snart vil give forbrugerne adgang til samtlige produktdata på deres mobil.

Der kommer snart et nyt dansk onlineværktøj, der blandt andet gør det nemt at se den totale pris for et produkt i levetiden. Det kan bidrage til, at danskerne køber bedre produkter og skåner klimaet, når man kan se, at en lidt højere indkøbspris godt kan være billigst i længden.

Værktøjet udnytter produktdata fra den fælles Europæiske produktdatabase for Energimærkede produkter, EPREL.
Både forhandlere, forbrugere og leverandører kan finde information om de nye energimærker på hjemmesiden label2020.dk.

Baggrund

  • I 25 år har EU’s energimærke gjort det muligt for forbrugerne at vælge energieffektive produkter. Siden introduktionen i 1994 har energimærket bidraget væsentligt til at opnå EU’s energi- og klimamål.
  • Produktudvikling har gjort vores apparater stadig mere energieffektive. Derfor er der med tiden tilføjet ”+’er” til den oprindelige A-G skala på energimærkerne, så mange er endt med A+++ som det bedste.
  • De mange ”+” har gjort energimærket sværere at gennemskue, og størstedelen af produkterne er i dag i de bedste klasser, hvilket gør det svært for forbrugere at skelne mellem de mest effektive produkter.
  • For at gøre energimærket nemmere at forstå og sammenligne justerer EU nu skalaen, så A igen er det bedste. For at undgå nye ændringer i fremtiden vil EU jævnligt tilpasse kriterierne for klasserne A-G afhængig af teknologi- og markedsudviklingen.
  • Fra 1. marts 2021 vil forbrugerne møde det nye energimærke på husholdningskøle/fryseapparater inkl. vinkøleskabe, vaskemaskiner, opvaskemaskiner, kombinerede vaske/tørremaskiner, fjernsyn og elektroniske skærme.
  • Fra 1. september 2021 indføres det nye energimærke også på lyskilder.
  • Energipilen i online butikker og markedsføringsmaterialer opdateres med tilgængelige spænd af energiklasser
  • Man kan fortsat støde på gamle energimærker for modeller, der er på vej ud. Her udarbejdes ikke nye energimærker, og forhandlerne har 9 mdr. til at komme af med sortimentet.
  • For nogle produktkategorier som ovne og tørretumblere vil energimærket først i de kommende år blive ændret til den nye skala. De bevarer indtil videre deres nuværende energimærker.
  • Se Energistyrelsens anbefalinger til, hvilken energiklasse du bør går efter for hvilke produkter på www.SparEnergi.dk/energimaerker
Energistyrelsen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024