(arkivfoto)
Horsens Kommune og vaccinationscentret i Horsens vil nu igen gerne gøre det lettere for de borgere i Horsens Kommune, som er blevet inviteret til at blive vaccineret mod Covid-19, men som endnu ikke har ladet sig vaccinere.
Derfor er Horsens Kommune og Vaccinationscentret gået sammen om at tilbyde en nem mulighed for at få første vaccination uden tidsbestilling på tre såkaldte pop-up vaccinations-steder i Horsens Kommune.
Det betyder, at man kan møde op mellem kl. 10 og kl. 14 på følgende dage og steder og blive vaccineret:
- 19. juli: Fængslet, Fussingvej, 8700 Horsens.
- 22. juli: Brædstruphallen, Skovvejen 29C, 8740 Brædstrup.
- 23. juli: Sundparkhallen, Hybenvej 8, 8700 Horsens.
Og opfordringen er klar: Invitér gerne familie, venner og kolleger med, hvis de ikke har fået første stik. Der bliver revaccination samme steder i august.
- Statistikkerne fortæller os, at der fortsat er forholdsvis mange borgere i Horsens Kommune, der er inviteret til vaccination, men som endnu ikke har ladet sig vaccinere. I den unge aldersgruppe - de 16- til 25-årige - er det op mod hver tredje, som ikke har ladet sig vaccinere, og det tal vil vi jo rigtig gerne have bragt ned, siger konsulent Ulla Hjorth, Horsens Kommune.
Hun tilføjer, at der lige nu bliver gjort en massiv indsats for at udbrede budskabet om mulighederne for at blive vaccineret i Horsens Kommune.
- Og selvfølgelig kan man fortsat altid blive vaccineret i vaccinationscentret på Fuglevangsvej 61 i Horsens. Her skal man dog booke tid på www.vacciner.dk, siger Ulla Hjorth.