Lille Vildmose-tur



Der var engang to Vildmoser i Danmark, den Store og den Lille. Den Store lå Vest for Nørresundby, men den har Borte taget. Den blev opdyrket for ca. 80 år siden og leverer nu mest kartofler. Den samme skæbne var tiltænkt Lille Vildmose syd for Limfjorden. Indtil 2011 leverede den Sphagnum til haveejere med behov for jordforbedring, og under Krigen leverede den brændsel til Ålborg Cement Fabrik, og dele af den blev opdyrket. Men 20 km2 lå urørt, for her havde den grevelige ejer jagtterræn.
 Nu ejes hele det gamle moseområde og de tilhørende skove Aage V. Jensens Fond. Det hele er et naturreservat på 76 km2. I de to skove, Tofte Skov og Høstermark Skov er der udsat vildsvin for  mange år siden, og elge for nylig. De skal nok klare sig blandt de mange kronhjorte. Skoven er lukket for publikum, men der arrangeres ture derud, og her kan man bestille plads.
 Meningen med naturreservatet er at give god plads til den oprindelige danske natur. Det er lykkedes fint. Både kongeørn og havørn ruger i området, og det gør tranen også. Nu venter man den sorte stork.
 Store dele af Lille Vildmose er åben for alle. Naturforeningen for Gedved arrangerer en tur til mosen søndag d. 18. juni kl. 8 til 18. Vi skal se det frie fugleliv i Tofte Sø fra et fugletårn. Derpå går vi halvvejs rundt om søen i en sumpskov og ender ude på den 20 km2 store højmoseflade, hvor vandet gemmes i tørvemossets blade. En sådan plante kan opbevare mange gange mere vand, end den selv vejer.
 På tørvemosset gror soldug, der fanger insekter, og talrige andre planter, der blomstrer netop når vi er der. Vi skal ud i de store områder med rugende fugle og se traner, vadefugle og andefugle.
 Turen slutter i Vildmosemuseet (entrebillet kr. 70), der beretter om reservatets historie og natur.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Mest læste artikler

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025