Børne- og Undervisningsministeriet har godkendt Learnmark Horsens’ ansøgning om skolehjem i tilknytning til erhvervsuddannelserne. Det betyder, at elever og kursister, der kommer langvejs fra, fra januar 2024 får mulighed for at bo sammen med andre unge og voksne i et kollegiemiljø.
Af Learnmark Horsens
Da 19-årige Alma Njah i 2020 begyndte på stenhuggeruddannelsen på Learnmark Tech i Horsens, skulle hun flytte fra Sæby til den østjyske by, mens hun i et halvt år gik på grundforløb 2. Da Learnmark Horsens på daværende tidspunkt ikke var godkendt til skolehjem, hvor elever, der har mere end fem kvarters transport til skole, kan bo, boede hun blandt andet på hotel mere end 20 kilometer fra skolen.
I dag bor hun som en forsøgsordning på Teknisk Kollegium i Horsens, når hun er på skoleophold som en del af hendes læretid hos Gedsø Granit i Sæby. Hun er dermed den første Learnmark-elev, som prøver at bo i det kollegiemiljø, der fra januar 2024 bliver Learnmark Horsens’ skolehjem. Hun har netop afsluttet sit 3. skoleophold, og glæder sig til næste gang hun skal tilbage på skolen.
”Når jeg i januar 2024 skal tage mit 4. og sidste skoleophold i min uddannelse, skal jeg også bo på det nye skolehjem, og jeg glæder mig til, at der er andre unge fra Learnmark Tech, der bor her. Jeg er så glad for at bo på kollegiet, og det er meget bedre end at bo på hotel. Her har jeg mit eget værelse, hvor jeg også kan være i weekenden, jeg bor tæt på byen og meget tættere på skolen,” understreger Alma Njah.
Hun spiser morgenmad og frokost på skolen og får aftensmad med hjem, som hun kan varme i kollegiekøkkenet. Det er den samme ordning, som kommende skolehjemselever bliver en del af.
Søgte første gang for 35 år siden
Learnmark Tech og Learnmark Efteruddannelse er på flere erhvervsuddannelser og brancheuddannelser eneudbyder i landet. Det gælder fx stenhugger, nedriver, fugemontør og diamantskærer. Derfor ser direktør Niels Yde frem til, at Learnmark Horsens nu kan tilbyde de mange elever og kursister, der har lang transporttid, et attraktivt sted at bo, mens de uddanner sig.
”Det er faktisk 35 år siden, skolen første gang søgte om at etablere et skolehjem. Nu får vi det endelig, og det glæder mig, at vi fremover kan skabe godt miljø for vores elever og kursister. Jeg er helt sikker på, at det vil gøre erhvervs- og brancheuddannelserne i Horsens mere attraktive, da vi kan sikre et trygt ungdomsmiljø og aktivitetstilbud i fritiden,” siger Niels Yde.
Skolen lejer sig ind på Teknisk Kollegium i Horsens og regner med en kapacitet på 25 elever og kursister.
Håndværkskollegie og skolehjem er et stærkt makkerpar
I 2024 forventes det nybyggede Håndværkskollegiet i Horsens at være indflytningsklart. Det får dog ingen betydning for Learnmark Horsens’ nye skolehjem.
Håndværkskollegiet er for unge i nærområdet, der ønsker at bo på kollegie under deres uddannelse, og det nye skolehjem er rettet mod unge og voksne, der som en del af deres uddannelse rundt om i Danmark skal gå kortere tid i skole i Horsens.
”De to nye tilbud i Horsens styrker kommunens ambition om at være en attraktiv skole- og uddannelsesby, og jeg er helt sikker på, at de bliver til gavn for både vores elever, kursister og erhvervslivet,” understreger Niels Yde.