ØIF Håndbold slutter sæsonen i flot stil



Østbirk IF’s håndboldsæson slutter blandt andet med oprykning og to kvalificerede hold til kredsmesterskab.

Mens Østbirks håndboldherrer ender som dobbelt oprykker, slutter U13 drenge A og U15 pige A sæsonen med deltagelse i kredsmesterskab.

Efter at sæsonen 2020/2021 i høj grad var præget af corona, har der siden været godt gang i håndboldhallerne igen. I Østbirk IF’s håndboldafdeling har alle hold nu afsluttet turneringen, og for to af holdene i ungdomsrækkerne er det – efter meget flotte præstationer – endt med kvalifikation til kredsmesterskabet.

Både U13 drenge A og U15 pige A skal således ud i én afgørende kamp, hvor der kæmpes om at vinde kredsmesterskabet.

Kom til Brædstrup og støt Østbirk-holdene

Kredsmesterskaberne afholdes i Brædstrup-hallen lørdag d. 30. april 2022, hvor klubben håber på masser af opbakning til de to Østbirk-hold. Her er tidspunkterne for deres kampe:

Kl. 13:00: U15 Pige A, Torsted HK – Østbirk IF

Kl. 14:00: U13 Drenge A, Gødvad GIF – Østbirk IF

ØIF’s håndboldherrer klar til Serie 1

På herresiden blev der til sæsonstart tilmeldt et hold i serie 3. Allerede efter den første halvdel af turneringen var serie 3 byttet ud med serie 2, efter at holdet overbevisende vandt deres pulje med en plusmålscore på 99.

I serie 2 fra årsskiftet blev det til 6 sejre ud af 8 mulige, hvilket lige præcis var nok til, at Østbirk sluttede på førstepladsen efter en flot sæson. Dermed blev den direkte oprykning en realitet, og holdet ser nu frem til at spille serie 1 i den kommende sæson.

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024