En af børnehavebørnene måtte helt frem i kirken og tjekke hyderne og ærkeenglen. (Foto Jørn Kildall)
Ja, hvad var det der skete? I Tolstrup kirke havde sognepræst Troels Bering og en række af medlemmerne fra menighedsrådene og kirkens ansatte gjort klar til deres egen udgave af julens krybbespil tilsat en talende grøn frø.
Tekst og fotos Jørn Kildall
Ti minutter før tæppefald var både jomfru Maria og Josef, samt de Vise Mænd, kromutter, englen og hyrderne klar i kirken hvor de ventede på at tage imod masser af spændte børnehavebørn.
Kort tid efter rullede to turistbusser op foran kirken og ud vrimlede børnene og deres pædagoger fra børnehaverne Hasselhuset og Livets Børn - alle med retning mod kirkerummet, og der var forventningsfuld spænding i luften.
(Foto Jørn Kildall)
Da alle havde sat sig, bød sognepræst Troels Bering velkommen og midt i hans ordstrøm blev han afbrudt af en talende grøn frø på prædikestolen. Frøen blev hurtigt genkendt af alle børnene for det var selvfølgelig Kaj, fra Kaj og Andrea som havde sneget sig ind i kirken for at blande sig i løjerne. Da Kaj blev spurgt om hvorfor Andrea ikke var med, svarede han kækt og med storkøbenhavnsk accent: hun er da ude at købe julegaver til mig!
Troels fortalte juleevangeliet - i børnehøjde og der blev fulgt med hos de alleryngste og lidt efter lidt blev de præsenteret for personerne i krybbespillet. Først kom Maria og Josef op ad kirkegulvet og hun havde selvfølgelig ikke født endnu og derfor var maven også stor, flot og rund.
(Foto Jørn Kildall)
Man kan sige alt var som det plejer at være, for der var ikke et eneste ledigt hotelværelse i hele Betlehem. Derfor måtte det unge par igen - og sådan plejer det at være - nøjes med at få logi i en stald. Det forekom underligt for nogle af de yngste at voksne mennesker var tvunget til at sove i en stald.
Fortællingen om juleevangeliet blev passende krydret med små pauser hvor man sang julens elskede sange akkompagneret af kirkens organist.
Alt gik efter planen og inden længe bankede det atter på døren til stalden og her stod tre vise mænd fra Østerland og havde gaver med og de ville selvfølgelig også gerne se den nyfødte dreng, Jesus. Børnehavebørnene fulgte opmærksomt med og der var masser af umiddelbare reaktioner og kommentarer fra bænkene. Det var tydeligt at man havde et godt tag i det unge publikum og der blev talt livligt og lystigt, da det hele var overstået, på vej ud til de ventende busser.
(Foto Jørn Kildall)