På øhop i Kystlandet



'Mejeriet' på Tunø

Du behøver ikke at søge mod sydens kyster denne sommer for at opleve eventyrlig ø-idyl. Det Østjyske Øhav har hvad du skal bruge til en ferie med dejlig strand, smuk natur og charmerende ø-kultur.

Af Destination Kystlandet

Skal sommerferien holdes i Danmark, er der heldigvis ikke langt til øhavs-minder inden for landets grænser. I behøver nemlig ikke at hoppe på et fly til Grækenland for at få ugeneret ø-stemning, når der findes en række af vaskeægte ø-perler i Horsens fjord. De smukke kystlinjer skaber ro og tiltrængt afstand til hverdagen. Dog, som øhops-rejser er bedst, har hver ø sine egne særprægede forskelle, som giver forskellige stemninger og indtryk på bare én ferie.

Vilde kaniner og tangsafari på Endelave

Endelave er måske bedst kendt for sine vilde kaniner, som hopper frit omkring på øen. Derfor kaldes øen ikke bare kaninøen, men øens populære vandrerute har også fået navnet Kaninoen. Kaniner er dog langt fra det eneste dyr, du kan møde på øen. Der er også chance for at se for eksempel rådyr, sælkolonier samt et væld af fugle, du kan blive dus med. Og de vilde naturoplevelser stopper ikke blandt øens strandenge og lynghede. Hvis du tager på tangsafari, kan du høste havverdenens superfood og tage det med hjem. Eller – nu hvor du er på ferie – kan du også bare snuppe en velfortjent slapper langs den 25 kilometers kystlinje.
 

Endelave

Bilfrit naturparadis på årets ø, Tunø

I marts måned, kunne Tunø føje titlen som årets ø til deres bagkatalog af roser – og med god grund. Tunø er et ægte, lille naturparadis med ideelle rammer for nærvær og kvalitetstid. På bare tre timer kan du nå hele øen rundt til fods, og der er smæk på hyggelige aktiviteter hele sommerferien. Forkæl sanserne med en kølig drink og indsnus duften af røget fisk på havnen. Bestig øens højdemeter ved fugletårnet, Tunøs højeste punkt, eller tag trapperne til toppen af kirkens 18 meter høje tårn – der også er øens fyr - for at opleve panoramaudsigten ud over landskabet. De eneste lyde, du vil høre i baggrunden, er fuglekvidder og havets bølger – biler er nemlig ikke velkomne på Tunø.
 

Hjarnø

Vikingegrave og lokaldyrket grønt på Hjarnø

Selvom Hjarnø ikke ligger mere end fem minutters sejlads fra fastlandet, er der stadig ø-stemning for alle pengene. Den lille ø er nemlig indhyllet i sagnomspundne fortællinger og fortidsstemning. Mest bemærkelsesværdig er Kalvestenene, ti skibsformede gravmonumenter fra vikingetiden, som er lavet i kampesten og måler op til otte meter. Der er dog også fundet pilespidser dateret helt tilbage til 9500 år f.Kr. – og for relativ nyligt, blev en stor guldskat fra jernalderen gravet op af øens muld. Fortidens relikvier er dog ikke det eneste guld, som hviler i jorden på Hjarnø. Øen har en stolt tradition for at producere fødevarer og har et stort udvalg af friskopgravede grøntsager som forskellige kålsorter, kartofler, løg, squash, tomater, græskar, jordbær – og meget mere.
 

Morten Korch-stemning og windsurfing på Alrø 

Med sine snoede landeveje og gamle bindingsværkshuse er Alrø et postkort på ø-idyl. Og det er skam heller ikke tilfældigt at gaderne ligner baggrundstæppet for en Morten-Korch roman, da forfatteren efter sigende har hentet meget af sin inspiration fra den daglige gang på netop denne ø. Alrø er også et populært besøgssted for vandbidte, outdoor-entusiaster, der bruger øens fantastiske kystforhold til alt fra windsurfing og kajakroning til lystfiskeri og fritidssejlads.

Har du fået lyst til at tage på øhop?

Du kan finde flere informationer om transport frem og tilbage imellem øhavs-øerne på Destination Kystlandets hjemmeside, kystlandet.dk, hvor du også kan planlægge turens overnatninger.
 

Destination Kystlandet

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Horsens Rey 24 - Behind The Scenes
24. sep 2024