Adm. direktør i FDM Thomas Møller Thomsen (foto: FDM)
Politisk flertal er enige om at udskyde indbetaling af registreringsafgift til efteråret. Det afbøder den likviditetsklemme, bilbranchen stod overfor i overgangen til nyt afgiftssystem. En vigtig håndsrækning til både forbrugere, bilforhandlere og den grønne omstilling, mener FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører, der har efterlyst en løsning.
Af FDM
I forbindelse med overgangen til de nye bilafgifter er et flertal bestående af regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten blevet enige om at udskyde bilforhandlernes indbetaling af registreringsafgift for marts måned fra april til november.
Baggrunden er Motorstyrelsens IT-system, som ikke er klar til at understøtte de nye bilafgifter. Det har skabt forvirring og usikkerhed blandt både forbrugere og bilbranchen, der har haft udsigt til at skulle betale op til flere hundrede tusinde kroner for meget i registreringsafgift pr. bil, indtil Motorstyrelsens nye IT-system er på plads i juni. Først i forlængelse heraf vil pengene blive tilbagebetalt til bilforhandleren eller bilkøberen.
En sådan mellemfinansiering er dog en uholdbar løsning for både forbrugere og forhandlere. FDM, Bilbranchen i DI og De Danske Bilimportører er derfor glade for, at der nu er fundet en løsning, der mindsker bilforhandlernes økonomiske byrde.
- Vi er meget tilfredse med, at man fra politisk side har lyttet til kritikken fra både forbrugerne og branchen. Nu er der udsigt til, at en del af usikkerheden fjernes. Det er en god nyhed for alle. FDM opfordrer dog stadig bilkøbere til at være opmærksomme på stadig at tage forbehold for afgiftsændringer. Kan man ikke få et forbehold for afgiftsændringer, eller vil forhandleren ikke mellemfinansiere registreringsafgiften, opfordrer vi stadig forbrugeren til at vente med at købe ny bil, siger adm. direktør i FDM Thomas Møller Thomsen.
- Det har været et hektisk forløb, siden den politiske aftale blev indgået i starten af december, men nu er der skabt mere klarhed. Det er helt normalt, at bilforhandlere og bilkøbere tager forbehold for afgiftsændringer, når de handler. Lad os nu komme i gang med den grønne omstilling af bilparken, siger Thomas Møller Sørensen, direktør i Bilbranchen i DI.
- Vi er glade for, at politikerne har lyttet til branchens bekymringer og fundet en løsning på den nuværende problematik. Forbrugerne kan således trygt købe en ny bil. Den grønne omstilling af den danske bilpark er i fuld sving, og det er vigtigt, at der ikke er unødige bump på vejen, som bremser det grønne momentum, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.